ASATROENS FREMTID AF MARIUS ANHALT

I dag, datoen hvor jeg skriver dette, den 28. februar 2015 er det 29 år siden at Olof palme blev myrdet. Jeg husker ham ikke, og kender ikke synderlig meget til hans politik, måske er jeg ikke engang enig med ham i hans politiske retning og standpunkt. Men én ting jeg husker som min samfundslære fortalte omkring Olof palme, var at han gik stærkt ind for ideen om at man altid må gå på kompromis for at få indflydelse.

Det er en tanke der hænger i luften omkring mig når jeg tænker på asatroens fremtid. Jeg ser mange forskellige aspekter i de asatroende, allerede i de yderste rammer ser jeg to typer troende.

1. Den historisk troende

2. Den sjæle troende
(jeg kunne sikkert have fundet bedre navne, men lad os bare sige at det kommer i bogudgivelsen)

Den historisk troende Asatro person er den person der lægger sine religiøse forhold i hvad der er evidens for at være gyldigt. Han/hun ved enormt om asatroens historie, om guderne, om myterne, fra og om litteraturen i det hele taget. Han/hun har viden til at kunne sortere og debattere i de historiske kilder og kunne argumentere for om den ene eller anden forfatter skulle være præget for meget eller for lidt af kristendommen eller andre påvirkninger. Den person vil muligvis aldrig tage dine udsagn for gode varer hvis du ikke kan kildeangive det, og har måske/måske ikke selv mærket magien i norden, men lægger hele sin lid og interesse i de historiske og arkæologiske aspekter at Asatroen.

Den sjæle troende Asatro person er den person der selv mærker energierne og godt kan mærke forskel på nordiske energier og andre religioners energier. Han/hun kan selv føle/tale med/forstå energierne omkring og har måske/måske ikke selv haft mere eller mindre kontakt til de trosrelateret væsner guder, vætter, jætter m.v. Han/hun kan mere føle magien i religionen, og ved nødvendigvis ikke særlig meget om den historisk arkæologiske del, og deler sikkert endnu mindre viden omkring litteraturen og dens kilder.

Jeg antager ikke at alle er udelukkende det ene eller det andet, men har en klar fornemmelse af at der altid er en overvægt af den ene holdning frem for den anden, og at det er den overvægt der udgør forskellen.

Hvis Asatroen skal have en fælles fremtid så er de to poler nød til at arbejde sammen mere åbent og se hinanden som positive parter i en fælles religion.

Jeg har i unavngivne kredse haft fornemmelsen af at den historisk troende vender øjne og ser ned på den sjæle troende persons holdninger og måder at gøre og mene ting på, og naturligvis er der mange mennesker der siger meget vås, det gælder for alle. Men en historisk troende skal ikke og må ikke udelukke en andens persons tilgang til religionen, blot fordi der ikke er historisk evidens på det. Den sjæle troende har om noget så i allerhøjeste grad en shamanistisk tilgang til tingene, og påkalder man sig at være tilhænger af en “magisk” religion, så må man i tænkeligt mulige tilfælde også acceptere og anderkende de personer der kan mærke magien, energien eller hvad man vil vælge at kalde det.

Omvendt har jeg ligeså også mødt overvejende sjæletroende der inderst inde i deres hjerter ikke anderkender den historisk troende som værende særlig religiøs, men i den forstand “blot” må anses for at være en historiker eller arkæolog, som helt uden den basale følelse af at have den mere energimæssige del i sig naturligvis ikke kan være Asatroende, Asatro-interesseret jo, men ikke Asatroende. Det er også en tanke der skal byttes ud med noget mere åbenhed.

Hvis Asatroen skal overleve som mere end din og min tro, men som vores og fleres, så er vi allesammen nød til at gå på kompromis med hinanden og acceptere at vi både har brug for historikere og shamaner. Vi må finde ud af at drage nytte af hinandens forskelligheder i stedet for at bekæmpe dem.

OG

Asatroens værste fjende er individdet, ikke nødvendigvis den individuelle tankegang og livsform for den er skabt til at tilpasse sig hvis man giver den lov. Men hånden på hjertet, har du 10 Asatroende individder, så kan du være vis på at 8 af dem er små egenrådige høvdinge, dronninger og konger.

Det de andre siger og tænker er i hvert fald ikke rigtigt for mig og min lille del af troen, og de kan bare passe sig selv kan de, for det gør jeg.

Jeps, helt ærligt…. Jørgen 7 år, tag dig sammen!
(Her undskylder jeg på forhånd til alle Asatroende Jørgen’er, navnet er fiktivt opfundet i dette tilfælde. Medmindre du altså er en af dem jeg taler om, for så mener jeg det)

OG

Så er der også den med dørklokkerne. Nu taler jeg i overført betydning, men hvorfor i alverden er vi bange for at stemme dørklokker? At hvis Asatroen virkelig er noget for en person så vil den person selv komme til “os” når tiden er den rette, det er den værste gang pluddervås jeg nogensinde har hørt.

Jeg er helt med på at religion er en privat sag og man ikke skal blande sig i hvad andre går og tror, men hvis vi hver i sær mener at vores Asatro er den rette for os og dermed må være den rette tro punktum, så ville vi da også bringe den mis-ære hvis vi ikke skiltede det med stolthed, det må vi da sagtens kunne uden at se ned på andres.

Jeg anerkender enhver religion fuldt ud og tror på hver enkelt guddom de måtte have i sig, det er jeg nød til hvis jeg ønsker den samme anderkendelse fra dem til mig.
Men hvis jeg virkelig vil min egen religion, så må jeg også anderkende at det er får en religion til at leve og overleve, det er dem der tror på den, dem der former den og dem der udvikler den, og sådan noget kræver hjerner og hænder. Så på forhånd at undlade at “reklamere” for sin religion med den tanke om at styrke den, blot for ikke at træde den individuelles ret til selv at vælge, det er en hån med alle religioner.
Hvis man ikke viser dem mulighederne, hvordan kan de så nogensinde tage valget?

OG

Jeg kunne egentlig blive ved med at skrive en masse som for nogen ville virke fornuftigt og for de fleste være noget vås, men det ville være spild af alles tid.
Så for at koge det hele ned så vil jeg anse Asatroens fremtid som dårlig til middel stillet medmindre vi får gjort kål på interne stridigheder, stædighed, ignorance, karteldannelse, fornægtelse, fingerpegen og dårlig mave. Vi er nød til at se hinanden fordele frem for bagdele, bygge noget op sammen og så kan vi altid slås indbyrdes senere. Enten det, eller også kan vi alle have vores lille del af troen, lade den dø med os hver i sær indtil den igen er glemt af samfundet.

Det hele kunne starte eller slutte med Forn Siðr, jeg er ikke medlem. Men burde jeg?
Nogen er med fordi de har hovedvægt på det kammeratlige blandt sine nærmeste i gruppen, andre er med af ren princip der bygger på netop teorien om et fælles udgangspunkt, og andre igen er ikke med fordi de antager Forn Siðr for at være for meget det ene eller det andet.

Og så er der sådan nogen smådovne nogen som mig, jeg er ikke med for jeg har ikke bygget mig en holdning om hvad Forn Siðr skulle være for lidt eller for meget af.
Meen, for at imødekomme min egen og Olof Palmes ideologi om at man skal gå på kompromis for at få indflydelse, så burde jeg ved egentlig være medlem, eller hvad?

De bedste hilsner
Marius, februar 2015