Ragnarok – gudernes saga

 

Ragnarok bruges normalt som reference til gudernes ende, afslutningen på hele den store fortælling om aserne. Fortællingen findes især i Vølvens Spådom og kvadet om Vafthrudnir. Begge steder omtaltes begivenheder, der omhandler afslutningen på fortællingerne om aserne og som ligger ude i fremtiden. Ligesom der er en mytisk fortid, hvor verden bliver formet af magterne, er der en mytisk fremtid, hvor samme skaberværk ødelægges og omformes. Jeg vil ikke gå ind i de forskellige historier der knytter sig til disse begivenheder i mytisk fremtid, men i stedet se på hvad det betyder at de overhovedet er en del af mytologien. For Ragnarok henviser ikke nødvendigvis bare til asernes ende (Ragnarøkkr), men til enden på historien om aserne (Ragna rǫk). Der er nemlig to begreber som smeltes sammen til det moderne ragnarok: ragnarøkkr og ragna rǫk. Og det er ikke nødvendigvis helt det samme. Ragna er genetivform af regin, magterne, og optræder ens i de to tilfælde. Røkkr betyder mørke, og den version af begrebet bruges af Snorri i Edda, men optræder kun et enkelt sted i mytedigtningen, nemlig i Lokasenna hvor Loke hånligt slynger ordet mod guderne (Lokasenna vers 39) i en ordstrid hvor historier bruges til at kæmpe på ord. Og selv om det er det eneste sted ragnarøkkr bruges i mytedigtningen er det tilsyneladende det ord Snorri generelt bruger som betydnings definerende for ragnarok. Problemet er, at det ser ud til at ordstriden i Lokasenna bygger på kendt materiale om guderne, som så gengives hånende og fornærmende – altså som nidvers eller karikaturer.

Derimod optræder rǫk flere steder i digtningen. Normalt er rǫk oversat ud fra hvordan røkkr optræder i Snorris Edda og Lokasenna og derfor er betydningen af noget mørkt og faretruende overført til forståelsen af rǫk i resten af eddadigtningen. Men ser man på hvordan rǫk ellers oversættes i mytedigtningen er det ofte i betydningen skæbne eller historie. Og i andre sammenhænge endda som udvikling eller forklaring. Og sådan kan ordet også forstås i forbindelse med ordet ragna, for hvorfor skulle rǫk have en anden betydning i lige præcis i den konstellation? Hvis man ikke lader betydningen af røkkr styre forståelsen af rǫk så betyder det altså eks. historie eller skæbne, eller endda udvikling eller forklaring. De fleste oversættelsesmuligheder fravælges dog normalt af oversættere, og betydninger som skæbne eller undergang vælges for at forstærke tolkningen af ragnarok som gudernes mørke. Disse valg af oversættelse understøtter den tidligste tolkning af mytologien som er bevaret, nemlig den i Snorris Edda. Men man kan med god grund betvivle om den tolkning, at aserne er taberguder dømt til deres undergangs mørke, som de står magtesløse over for, er en meningsfuld tolkning at ligge ind over den nordiske mytologi. For vil det give mening at ofre til magtesløse undergangsdømte guder? Giver det mening af bygge hov og gøre blót til magtesløse magter? Så måske er magternes død, Ragarok, som omtalt i Vølvens Spådom og Vafthrudnirsmál ikke at forstå som røkkr, det uundgåelige mørke. Men mere som rǫk, gudernes samlede historie og skæbne. En skæbne som Loke karikerer som mørk, når der skal smides med nidvers.

Livets skæbnebestemte afslutning er døden. Synet på døden som historiens slutning er bedst beskrevet i Hávamál: Fæ dør, frænde dør, dø skal også en selv, men aldrig dør eftermælet for den, som har gjort det godt.

Når man dør opstår eftermælet. Eftermælet er fortsættelsen af ryet. Så ryet er vores omdømme i livet, og dette transformeres til eftermælet (eller mindet), som er vores omdømme når vi er døde. Denne transformation er nødvendig for at kunne sige historien er fortalt til ende. Uden døden er en fortælling ikke slut, og fortællingen om aserne kan ikke slutte midt i det hele, magterne skal naturligvis have en fuld fortælling. Og da sagn, myter og sagaer er fyldt med storslåede afslutninger, kan magternes histories afslutning ikke være mindre end kosmisk. Hele verden er naturligvis uløseligt forbundet til magterne der skabte den. Der er behov for at sætte hele verden i bevægelse, og de største modstandere skal føre an i angrebet på guderne qog deres verden, kun den største af alle kampe kan levere de største af alle dødsfald og afslutte den største skæbnefortælling. Det er helt centralt at vi får hele fortællingen, for det er sådan tankegangen i sagn, saga og myte er, at vi først kan gøre livet op når det slutter og det er her vi finder overgangen hvor ryet transformeres til mindet. Kun en sådan komplet fortælling vil give mening for lytterne.

Hvad skal vi så ligge i ideen om den nye verden og gudernes børn der lever videre, og de guder der opholder sig i Hel og derfor ikke går til med verden og derfor lever videre efter Ragnarok? Fortællinger udspiller sig ikke i enkelte liv, men i slægtled. Transformationen af ryet til minde giver jo kun mening i sådan en kontekst. Der skal jo være nogle til at mindes, som når gudernes gyldne tavlbrikker findes af deres børn. Så når vi ser gudernes børn leve videre, er det fordi guderne også eksisterer i slægter. Asernes egenskaber og kundskaber lever videre, og når Tors børn hedder vrede (Trud) og mod (Modi), er de jo tydeligvis en direkte videreførelse af Tor.

Disse begivenheder forudanes i mytologien og det er ikke et løfte om en stor glorværdig sejr, men en alvorlig og højdramatisk kamp der vil udrydde verden – fordi mindre ikke kan gøre det. Sætninger som når tider ender og når guderne går under (Vafþruðnismál  39 og 52), verdens undergang (Helgakviða Hundingsbana II 41) siger det hele. Når gudernes historie slutter er det en stor ødelæggelse, og med guderne slutter også den verden de skabte. Men det er ikke mørk skæbne, det er en fuldendt fortælling, en afsluttet historie med en død i kamp som er gudeslægten værdig.

Ordet ragnarok vil nok også fremover blive diskuteret og tolket i forskellige retninger, men betydningen ’gudernes historie’ er i hvert fald en inspirerende forståelse. Eller saga, da saga sådan set betyder en historie eller fortælling (og da rǫk ikke lige står til at få plads i moderne dansk). Ragnarok er den samlede ’gudernes saga’ og uden en ærefuld afslutning ville det være en halv historie.

 

Anvendt litteratur

Henning Kure: I begyndelsen var skriget, 2010.

Rolf Stavnem: Den Poetiske Edda, 2018.

Beatrice La Farge & John Tucker: Glossary to the Poetic Edda, 1992.

Pernille Hermann: Saga, 2023.

© Peter Thaysn, 2023.

Syv tekster fra Thor-kulten (og en om den)

 

Det er ikke megen samtidig information man kan få om norrøn religiøs praksis, men der er dog overleveret nogle få tekstlinjer fra dem der selv var en del af den gamle skik, og de kan give os adgang til at løfte en flig af sløret for hvordan man i praksis har dyrket aserne.
Lasse Christian Arboe Sonne har I bogen ”Thor-kult i vikingetiden” (2013) gransket kilderne og er nået frem til syv samtidige tekststumper, som kan fortælle noget om den faktiske dyrkelse af den norrøne religion, i dette tilfælde specifikt dyrkelse af Thor. Og så en enkelt tekst om Thordyrkelsen skrevet af en udenforstående, men som er samtidig med dyrkelsen. Sonne mener det er helt nødvendigt at støtte sig til samtidige kilder (altså kilder der kan dateres til vikingetiden), for at kunne sige noget som helst gældende omkring hvordan den norrøne religion har set ud og været praktiseret.

Jeg vil kort nævne de forskellige tekster og opsummere hvad de siger om Thor-kulten jf. Sonnes bog.

Lad dette primært tjene som inspiration til selv at samle bogen op (hermed anbefalet).

 

Fire runesten

De fire første tekster er fra runesten der inkluderer en sætning om at Thor vier. Med det menes stenen og runerne vies til Thor, og teorien er, at indskriften i sig selv er værnene, så det skal ikke tolkes således, at det er en information til læseren, men at det i stedet skal forstås sådan, at indskriften virker alene ved sin tilstedeværelse. Ud fra dette kan man sige, at en ide om Thor som en der beskytter, træder frem.

De relevante brudstykker af tekst fra de fire runesten er som følger:

Glavendrup-stenen: ”Thor vie disse runer”.

Virring-stenen: ”Thor vie disse mindesmærker (kumler)”

Sønder Kirkeby-stenen: ”Thor vie … runer…”

Velanda-stenen: ”Thor vie”.

Så disse fire tekstbidder peger på Thor som en der kan værne om særligt ting eks. runesten, og derved Thor som en der kunne påkaldes i sådanne tilfælde for at afværge latente farer som. hærværk.

 

To runetekster

Så er der to tekster som peger på Thor som beskytter.

Runepladen fra Södra Kvinneby (en lille kobberplade som kunne bæres som vedhæng). En mulig oversættelse af en af linjerne lyder: ”Thor beskytte ham med den hammer” (Þórr gæti hans meðr þeim hamri). Og en anden linje lyder: "guder er under ham og over ham” (guð eru undir honum ok yfir honum). Det første er endnu en såkaldt vieformel, og beskyttelsen omfatter nok kobberpladens bærer. Den anden linje placerer bæreren i en slags beskyttet tilstand med guderne både over og under ham.

Canterbury-formularen er fra en engelsk tekst om Thordyrkelsen hvor en formegentligt autentisk runeinskription gengives (i øvrigt som et indskud i en samling af praktiske forhold vedrørende det daglige liv i et kloster). En del af teksten af dette indskud kan oversættes: ”Thor vie dig, tursers drot, Gyril, såromrører. Imod blodåre-pus (blodforgiftning)”. Her ser vi en værneformel mod sygdom, specifikt blodforgiftning.

Disse to formuleringer peger på Thor som en der beskytter ved at værne en person, mod sygdom og farer eks. blodforgiftning (uden der angives andre ting som der kunne værnes imod). Det fremgår heller ikke klart om det er mod eventuelle fremtidige farer, eller om det er mod en aktuel. Eller begge dele. Det er derfor uklart hvad det i bredere forstand har været Thor skulle beskytte imod.

 

Et skjaldedigt

Så er der en tekst som omhandler Thor i relation til helligsteder.

Skjaldedigtet Vellekla (mangel på guld) er skrevet af Einar Skåleglam til Håkon Jarl som et hyldestdigt skrevet i tiden før 995 hvor Håkon Jarl dør. I digtet beskrives Håkon Jarl som en hersker, der kan sikre fred (friðr). Fred forstås her som en tilstand mellem parter hvor begge overholder sine aftaler og forpligtelser (det kan være mellem enkeltpersoner eller sociale grupper) og derved eksisterer der stabilitet og fravær af konflikt parterne imellem (men ikke nødvendigvis fravær af kamp med andre parter). Ifølge digtet har Håkon Jarl opnået dette ved at respektere bestående gårde og kultsteder, og deres retsmæssige gyldighed. Det vil sige at Håkon Jarl har etableret en balance mellem hans ret som hersker til at råde over produktion og ejendomme i landet og folkets interesser, og at denne balance er sat juridisk i system. Dette sker på baggrund af, at Håkon Jarl efter nogle år med den kristne konge Harald Gråfeld, formår gennem kamp at bringe den hedenske kult tilbage i Norge, og derved skabe denne fred i tiden efter 970. Og det er så her Thor kommer ind i billedet gennem de kenninger som anvendes i digtet. I digtets strofer 15-17 beskrives dette.

De relevante vers er i Sonnes egen oversættelse:

Ǫll lët senn enn svinni
sǫnn Einriða mǫnnum
herjum kunn of herjuð
hofs lǫnd ok vé banda.

Hurtigt lod den kloge (→fyrsten) alle gårdens befolkningskendte lande (→Norge) og guders hærgede helligsteder være sande for Einriðis (→Thors) mænd (→nordmændene).

Áðr veg jǫtna vitni
valfalls of sæ allan
- þeim stýra goð – geira
garðs Hlórriði farði.

Før spyds gærdes (→skjoldets) Hlórriði (→krigeren) sejlede med mandefaldets ulv (→sværdet) over hele havet til jætters vej (→Norge) – ham styrer guder.

Ok herþarfir hverfa
(Hlakkar móts) til blóta
(rauðbríkar fremsk rœkir
ríkr) ásmegir (slíku).

Og de befolkningsgavnlige gudesønner kommer til blotene; Hlǫkks mødes (→kampens) rødfjelds (→skjoldets) mægtige plejer (→krigeren) vinder hæder ved sligt.

Nú grœr jǫrð sem áðan;
aptr geirbrúar hapta
auðrýrir lætr óru
óhryggva vé byggva.

Nu gror jorden som før; rigdomsformindskeren (→fyrsten) lader på ny spydbroens (→skjoldets) ubedrøvede benyttere (→krigerne, mændene) opføre guders helligsteder.

Nú liggr allt und jarli
(ímunborðs) fyr norðan
(veðrgæðis stendr víða)
Vík (Hǭkonar ríki).

Nu ligger alt norden for Viken under jarlen; kampbrættets (→skjoldets) vejr- (→kamp) – gøders (→krigerens), Håkons, rige står vidt.

I digtet henvises der typisk til magterne gennem kollektive betegnelser som hǫpt eller bǫnd (som begge er flertalsformer for binding), men i et tilfælde bruges kenningen ”Enrides mænd” (menn Einriða), hvor Einriða (den der færdes/rider alene) er et heiti for Thor og kenningen betyder derved Thors mænd = nordmænd. Her argumenteres det så, at denne kenning er specielt konstrueret til digtet og den specifikke kontekst, da det ikke rimer med nogle andre ord i verset, og derfor ikke kan være valgt af hensyn til allitterationen. Betydningen er altså specifik og må henvise til det konkrete i teksten, hvilket vil sig det henviser direkte freden mellem Håkon Jarl og nordmændene, og altså omhandler freden gældende gårde og kultpladser, som nævnes i samme vers. Og når netop et heiti for Thor anvendes til dette, så kan der være tale om kultpladser (vé) for Thor (eller at Thor tænkes som havende en specifik rolle i forhold til at beskytte kultpladser og/eller gårde vel sagtens). At helligstederne er bygninger, understreges af, at det beskrives hvordan de ødelagte helligsteder skal genopbygges (óhryggva vé byggva). ”Byggva” som ord henviser nemlig til at bygge eller opføre, eller sætte i stand. Så der er tale om menneskelige konstruktioner. Dette bevirker at ”de befolkningsgavnlige gudesønner kommer til blotene”, altså at helligstederne igen kan bruges til at give ofre til guderne. I versene lægges der vægt på magternes kollektive gavn, de er nyttige for hele befolkningen (”befolkningsgavnlige”), og den centrale effekt af at dyrkelsen af guderne er genetableret er at ”nu gror jorden som før” (nú grœr jǫrð sem áðan).

Men hvad ligger der så i, at Håkon Jarl lader gårde og helligsteder gælde som ”sande for nordmændene”. Sand skal her læses i relation til begrebet fred, altså at Håkon respekterer gældende juridiske regler for kultsteder og gårde. Håkon Jarl etablerer altså en gyldig og stabil fred i landet hvor fyrsten ikke forgriber sig på bøndernes ejendom, men i stedet sikrer kultstæderne og blótene så jorden gror igen.

 

Og så en prædiken

Til sidst en tekst som nævner udbredelsen af Thor-kulten, nemlig Ælfrics prædiken kaldet ”De Falsis Diis.”

Denne tekst er fra slutningen af 900-tallet og beskriver de hedenske guder og deres falskhed, og er altså ikke en tekst af folk som har dyrket Thor, men beskriver Thordyrkelsen udefra. Her beskrives Thor som den mest elskede af danerne. Om det betyder at Thor-kulten måske har været særligt udbredt i Danmark, eller måske stod særligt centralt i Danmark er dog uklart. Interessant er også Sonnes kommentarer til sætningen. Det er muligt at forfatteren Ælfric gør en fejl her og benytter kærlighed som den fundamentale relation mellem guder og mennesker på baggrund af sin egen kristne skoling (han var abbed). Sådan beskrives relationer ikke mellem aser og mennesker ellers, her benytte oftest ”trúa”=stole på, have tillid til”, eks. i digtet Sonnatorrek af Egil Skallagrímson. Det er det samme ord som beskriver forholdet mellem venner eller forbundsfæller. Hvad dyrkelsen af aserne har måtte handle om kan ses af de beskrivelser som benyttes i skjaldedigtene om aserne i forhold til hvad de karakteres som og derfor er hellige: berømte (orðsæll, frægr, mærr) , kloge (svinnir), ukrænkelige (heilagr), kyndige i råd (raðgegninn), dygtige (týframr, kostigr) og gavnlige for befolkningen (herþarfr). Dette kan suppleres med beskrivelser fra edda-digtningen af aserne som nyttige (nýtr) i Vafðrúðnismál og Grímnismál. I sidstnævnte beskrives det endda muligvis hvordan nytte kan gives videre fra magterne i form af at vække ønskelig hjælpsomhed/adfærd (vilbiǫrg) hos en modtager (eks. herskeren eller hans krigere), altså vækkes en adfærd hos modtageren, som skaber fremgang og fred, gennem hjælpsomme egenskaber eks. loyalitet og social forpligtelse (Kure 2022). Det kan give fingerpeg omkring hvad man har ment et gaveoffer til guderne har kunne have af betydning, nemlig at sikre sig andel i gudernes gavnlighed, som guderne besidder i kraft af deres gode egenskaber.

Samlet set vurderer Sonne at disse otte tekster/fragmenter tilsammen potentielt viser tre forskellige brudstykker af en praksis i tilknytning til Thor, nemlig Thor som en der kan påkaldes til værn for særlige ting (eks. runesten), eller som en der kan beskytte en person mod farer, eks. sygdom. Og for det tredje som en beskytter af faste helligpladser, og disse helligpladser var nødvendige for at kulten kunne sikre ”den agrare velfærd” gennem blót, og at nytten var for befolkningen som sådan, altså en generel nytte. Altså en gud der kunne værne ting, personer og steder. Og så et sidste muligt vidnesbyrd om at Thor-kulten havde en særligt betydelig rolle i Danmark.

Ovenstående er blot en kort gennemgang af de få kilder til Thor-kult, som forfatteren mener mest sandsynligt er troværdige, og derved tegner et billede af hvad Thor-kulten kan have handlet om oprindeligt. Meget mere gennemgås i bogen.

 

Litteratur

Lasse Christian Arboe Sonne: ”Thor-kult I vikingetiden. Historiske studier i vikingetidens religion”. Studier fra Sprog- og oldtidsforskning nr. 349. Udgivet af Museum Tusculanums Forlag, Københavns Universitet, 2013.

Henning Haglskær Kure: "Friggs Cunning - Initiation in the framing Myth of Grínismál". I Religionsvidenskabeligt Tidsskrift 74, 2022: "The wild hunt for numious knowledge: Perspectives on and from the study of pre-Christian Nordic religions in honor of Jens Peter Schjødt". https://tidsskrift.dk/rvt/article/view/132096

Se det rekonstruerede Vellekla digt på Heimskringla.no (fantastisk side): http://heimskringla.no/wiki/Vellekla_(Einarr_sk%C3%A1laglamm)

Vellekla på oldnordisk og på engelsk kan ses på Skaldic Project (fantastisk side):

https://skaldic.org/m.php?p=text&i=1181

 

Læsevejledning

Ælfrics prædiken De Falsis Diis på s. 9-11.

De fire runeindskrifter på s. 24-35.

Runepladen fra Södra Kvinneby på s. 36-43.

Canterbury teksten på s. 43-59.

Skjaldedigtet Vellekla på s. 172-181.

 

© Peter Thaysn, 2022. 

EN TANKE OM TID

I mytedigtningen kan man genkende en masse elementer fra de almindelige sociale forhold projiceret over på guderne. De gifter sig, får børn og bliver bedsteforældre. Men det er samtidigt tydeligt at pointen med myterne ikke er at grundfæste familieformen eller forklare familierelationer. Disse sociale strukturer er, må jeg antage, allerede grundfæstede og fuldt forstået forud for mytefortællingen. Så det er ikke myterne der skal oplyse om noget i den sammenhæng, men i stedet bruger myterne noget velkendt, som skal gøre mytefortællingerne nemmere at forstå. Nogle gange diskuteres det hvad der skal fungere som noget velkendt, og hvad det faktisk er, som myterne prøver at formidle. Det mest kendte eksempel på dette, er de tre familier som guden Rig besøger i Rigs Remse: trællefamilien, bondefamilien og den noble familie. Indstifter Rig her de sociale lag, eller færdes han bare i den genkendelige verden og digtets pointe er noget helt andet? Der kan siges for og imod begge sider af diskussionen. Jeg vil ikke tage diskussionen her da det ikke er artiklens pointe, bare kort bemærke jeg finder de bedste tolkninger handler om guden Rig som den guddommelige inspiration som nogle er mere modtagelige for end andre, frem for at det er en samfundsmyte hvor stænder bliver etableret.

Ligeledes finder jeg det mere interessant at se ægteskaber mellem guder og jættemøer som udtryk for guderne som frugtbare, og jættemøer som mægtige og vise væsener knyttet til både Udgårde og underverden, som kan gøres frugtbare i mødet med aserne og derved realisere deres kræfter gennem gudernes skabende frugtbarhed. Det fremfor at tolke myterne som forklaringer på hvorfor man gifter sig.

Men et punkt jeg har haft lidt svært ved at få greb om er betydningen af at ved Ragnaroks afslutning overtager de døde guders børn verden. Hvad er det som er i spil her? For i tråd med ovenstående så handler det ikke om den banale sandhed at, børn vokser op og overtager verden efter deres forældre. Det er det allerede erkendte, så hvad skal det bruges til som mytefortælling?

I Kvadet om Vaftrudner beskrives følgende:

Odin sagde:

50.

”Meget rejste jeg,

meget prøvede jeg,

meget udsatte jeg aser for.

Hvilke aser får

guders ejendom,

når Surts brand slukker?”

Vaftrudner sagde:

51.

”Vidar skal bo

med Våle i gudetempler

når Surts brand slukker.

Mode og Magne

vil få Mjølner

når Vingner (Torsnavn) overvindes.”  

(Rolf Stavnems oversættelse 2018)

 

Her omtales Vidar og Våle der er sønner af Odin. Dertil Mode og Magne som er sønner af Tor.

Her fremgår det at den næste generation af guder får templer og våben når (fædrene) Odin og Thor falder i kamp. Nok et meget genkendeligt scenarie fra en tid hvor man drog i viking (og tilbage til tidlig middelalder velsagtens). Pointen her er næppe, at guderne stadfæster nødvendigheden af generationsskifter eller arveret. Naturligvis skal versene ses i kontekst af det digt de indgår i for at lave en fuld analyse, men isoleret set, virker disse strofer til at kredse omkring begrebet tid. Gudernes fortælling kaldet Ragnarok, har i sig et cyklisk element. Selv om fortællingen har hvad der ligner en start og en slutning som fremstår tydeligst i Vølvens Spådom, så ligges der også en cyklisk element ind i fortællingen. I Vølvens Spådom optræder det samme element som de to guder Høder og Balder der vender tilbage fra dødsriget.

60.

Agre vil spire

uden såsæd,

alt ondt bedres,

Balder vil komme,

Hød og Balder skal

bo godt i Ropts (Odinsnavn) tomter.

de to valguder,

Ved I nok, eller hvad?

(Rolf Stavnems oversættelse 2018)

 

Så denne store mytefortælling slutter altså aldrig. Der er et element af noget tidløst eller uendeligt over denne cykliske del af mytologien. Og det er vel en måde at beskrive de guder, der selv satte selve tiden i gang (Vsp. vers 5 og 6) og er med til at standse den i det store slag mod jætter og monstre hvor solen sortner (Vsp. vers 59.). For så at vise sig igen over Gimles gyldne tage (Vsp. vers 66). At guderne er uden for den tid og det rum hvis vilkår vi selv oplever at være helt afhængige af. Så på den måde kan en lineær fortælling stadigvæk rammesættes af en tidløs og endeløs forståelse af magterne bag udformningen af verden. Og pointen er vel også den at gudernes fortælling rækker ud over hvad vi som mennesker kan når at opleve i et liv, nemlig en fortælling der aldrig slutter. Og slægternes ukendte antal  led i fortid og fremtid er et smukt billede på uendelighed.

Er der overhovedet tale om næste genereration?

Læser man Kvadet om Vaftrudner står der faktisk ikke noget i sig selv om at Mode og Magne skulle være sønner af Tor. Mode kunne være et heiti for Tor, og så er der tale om gudens genkomst som det ses med Hød og Balder. Derved kommer anvendelsen af heiti til at blive en poetisk måde at beskrive det endeløse på eller måske snarere det konstant gentagende. 

© Peter Thaysn 2021

BERSERKR

I det følgende vil jeg kort gennemgå nogle pointer omkring hvad en bersærk kan være, og ikke kan være, hvis vi holder os til hvad der kan ses direkte i kilderne. Jeg tager udgangspunkt i artiklen ”Berserkr: A double legend” fra 2003 af Anatoly Liberman, professor ved University of Minnesota. Men jeg bygger også på andre kilder, og i sidste ende egne tolkninger. Først, hvad betyder ordet berserkr (flertal berserkir)? Hvad en berserkr har været for en størrelse er tilsyneladende gledet ud af den kollektive erindring ret tidligt ifølge Liberman, så hvad ordet egentligt betyder er usikkert – og var det nok også for folk allerede i vikingetiden. Ofte oversætter man berserkr til bjørneskjorte, altså en der er klædt i bjørnetøj. Dette er en usikker oversættelse rent sprogligt, og det er den første del af ordet der udgør udfordringen. Mere sandsynligt er det, argumenter Liberman, at oversætte til barskjorte i betydningen, at man kæmper uden rustning i sin bare skjorte. Ordet berserkr er altså i denne oversættelse ikke et ord der beskriver folk ud fra en karakteristisk beklædningsgenskab eller egenskab, et såkaldt bahuvrihi. Dette er ellers tillokkende for mange da berserkr i den ældste kilde vi har til dem, nævnes i kontekst med ulfheðnar, som netop henviser til nogle krigere klædt i ulveskind (ulfheðnar betyder ulveskin). Men der er en forskel mellem bjørneskjorte og ulveskin, som ulfheðnar betyder, da bjørne ikke bærer skjorte, men ulve bærer skind. Altså kun ulfheðnar er et bahuvrihi, og der kan derfor ikke drages direkte paralleller sprogmæssigt. Men det er grundlæggende en uafklaret diskussion hvad berr- skal oversættes til, og der er ikke noget der tyder på en afklaring.

Dernæst remser Liberman alt det op, som er blevet tillagt begrebet bersærk, men som der ikke er kildegrundlag for: at de var iklædt bjørnedragter eller bjørnemasker, at de skulle være nøgne, at de skulle være del af en bjørnekult, at de skulle være hamskiftere (lynkantroper), at de skulle have været et broderskab eller fællesskab, at de skulle være Odins krigere, at der skulle være et bersærkerraseri (at gå bersærk), at de skulle være på fluesvamp eller på alkohol, eller at der skulle være et ekstatisk eller shamanistisk aspekt over dem.

Det efterlader jo ikke særligt meget, ud over, at man kan sige, der på et tidspunkt, før den første kilde, der nævner bersærker, nemlig Þorbjörn Hornklofi’s skjaldedigt kaldet ”Hrafnsmál” eller ”Haraldskvæði” fra det 9. århundrede (digtet hvor berserkr optræder i samme vers som ulfheðnar), har været nogle krigere, som man har brugt betegnelsen berserkr om. De har muligvis været særligt hæmningsløse krigere. De har muligvis kæmpet uden rustning. Og det nævnes, at de råber. Senere næves det at de har blodige skjolde og farver deres spyd røde i kampen. De omtales som kampdjærve mænd og dristige mænd.  Og det synes at fremgå, at berserkr og ulfheðnar er det samme. Men hvad en bersærk har været, ser som sagt ud til at være gået i glemmebogen allerede i vikingetiden. I skjaldedigte er bersærk muligvis bedst forstået, først som en betegnelse for (nogle) krigere i fortiden, og sekundært som et lettere arkaisk ord for kriger generelt. At krigere kan være dristige, eller farver deres spyd røde i kampen, er trods alt ret generiske krigerbeskrivelser.

I eddadigtningen optræder ordet kun to gange. Enten som mænd til nogle Thor dræber i Sangen om Gråskæg 37, hvor de associeres med jætter og forbrydere (kaldes ulvinder), og i Hyndlas Sang 24, hvor de nævnes som destruktive krigere. Så i eddadigtningen glider en bersærk over til at være ”de andre”.

Ordet får så en renæssance i slutningen af vikingetiden, men med helt nye betydninger. Det der betegnes, som en bersærk i islændingesagaerne, er afstumpede voldsmænd, der står uden for samfundet, og lever som pariaer på deres omgivelser. Sandsynligvis tidligere vikinger forslår Liberman, nu ude af stand til at lade sig indgå i samfundet, som normale bønder (eventuelt grundet krigstraumer hvilket er udforsket af Lily Geraty i artiklen ”Berserk for Berserkr: Introducing combat truma to the compendium of theories in the norse berserker” fra 2015). Et rigtigt godt eksempel på dette er kapitel 1 af sagaen Gisle Sursen, hvor man møder bersærken Bjørn den Mørke ”der drog landet rundt og æskede alle dem til holmgang, der ikke ville gøre efter hans vilje”. Altså er bersærk her et nedsættende ord om kriminelle rockertyper, der rejser rundt og deler dummebøder ud.

Kort efter det transformeres bersærk, som begreb, så igen i slutningen af det 12. århundrede. Forandringen er denne gang rent litterær, og bersærk bliver nu til forskellige typer af usårlige krigere og sværddøvere, i en eventyrlig brug af begrebet. Det vil sige, der er hele fire forskellige typer af bersærker: arkarisk krigertype, destruktive fjender, den utilpassede hjemvendte viking og den kulørte eventyrfigur (som Lieberman også præciserer i en anden artikel ”Berserkers in history and legend” (2005)).

Især de sidste to versioner fortjener ekstra opmærksomhed, og en del af diskussionen kan også findes i bogen ”Odin på kristent pergament” (2011), og her viser Annette Lassen hvordan Snorris brug af bersærker primært er inspireret af en fabellignende tilgang (s. 245-247). Dette gælder både i hans Ynglinga Saga og i Edda, hvor han opgraderer bersærker til at være Odins krigere. Men Snorri henviser ikke til en eneste kenning, der bekræfter denne påstand (hvad han efter alt at dømme ville have gjort havde han kendt nogle, da hans bog Edda netop handler om digtning med kenninger ifølge Liberman). Snorri er sandsynligvis inspireret af førnævnte ”Hrafnsmál”, som han ser ud til at parafrasere (bersærkerne er som gale hunde og ulve). Og så er parallellerne til fortidssagerne tydelige. De ældste af fortidssagaerne anslås som nævnt, at have været komponeret i slutningen af det 12. århundrede. Dette bygger på, at Saxos Gesta Danorum også blev skrevet i slutningen af det 12. århundrede og indeholder en del fortællinger, der overlapper med fortidssagaerne.  Edda vurderes først til, at være skrevet i 1220. I fortidssagaerne finder vi flere eksempler på, at sagnkonger ofte beskrives, som havende tolv bersærker i deres hird, og hvor trolddom kan beskytte mod ild og jern. Et eventyrligt eksempel kan findes i ”Sagen om Hervarar og Kong Heidrek”, hvor en bersærk beskrives således: ”En Jette og Bjergboer, ved Navn Hergrim, bortførte Ama Ymis Datter fra Ymisland og tog hende til Hustru. Deres Søn var Hergrim Halftrold (Halvjette); han opholdt sig vexelvis blandt Bjergtroldene og Menneskene; han var stærk som en Jette, en stor Troldmand og en vældig Bersærk;”. Snorris inddragelse af temaer fra fortidssager, med magi, sejd, bersærker og sværddøvning, har muligvis i lige dele tilføjet til udviklingen af både bersærker og Odin i lige mål: en trolddomskyndig gud med troldomsagtige krigere. At gøre eks. Odin til troldmand er en del af den menneskeliggørelse, som Snorri underkaster de hedenske guder i Edda, da de jo ikke havde rigtige gudekræfter, beskrives de i stedet troldmandsagtige med trylleevner. Angående at have bersærker i kongens tjeneste, kan man til sammenligning i eddadigtet Sangen om Gråskæg se, hvordan Odin beskriver sig selv om en, der kæmper i hære, i modsætning til Thor der kæmper alene. Men bersærker nævner Odin aldrig, som en del af sine hære, de optræder kun i digtet som mænd til nogle kvinder som Thor bekæmper, ligesom han bekæmper jætter og jættekvinder. Men der er et overlap mellem fortidssagaerne og eddadigtene når de beskriver bersærker og jætter som noget forbundet. Annette Lassen betegner sagalitteraturen (islændingesagaerne her), som en genre der er mere historielignende, mens de senere komponerede fortidssagaer er mere fabellignende (s. 247). Dette giver anledning til to meget forskellige fremstillinger af hvad en bersærk er, men kun den utilpassede hjemvendte viking kan vi se dokumenteret, da man både i Norge og på Island lavede love som gjorde bersærker lovløse for at komme utysket til livs, da deres adfærd var en trussel mod de fredelige bønder.

Mange forsøg på at forstå hvad en bersærk er, forsøger at binde alle de fire forskellige betydninger af bersærk sammen, hvilket har resulteret i en kæmpe rodekasse, af fantasifulde forestillinger, og ideer om bersærker. Der har muligvis først været en gammel type af krigere kaldet bersærker, som vi i dag ikke kan vide noget særligt om. Senere optræder de som mytiske destruktive karakterer eller, som mænd til destruktive karakterer. Så har der med stor sikkerhed været nogle voldsmænd kaldet bersærker senere, som man har måtte lovgive imod. Og så har vi til sidst den eventyragtige litterære bersærk, som tjener kongen og udøver magi, ja sågar indgår i Odins hird som rasende og usårlige krigere via Snorri’s videreudvikling af dem. Det giver langt mere klarhed, at holde tingene adskilt, frem for at blande dem sammen, og på den måde bliver bersærk-begrebet faktisk endnu mere facetteret og interessant. Og det bringer mig egentligt tilbage til betydningen af berserkr. Ingen kan afgøre om berr- betyder bar eller bjørn. Lily Geraty påpeger, at måske kan det betyde begge dele, og måske netop derfor kan vi se bersærker fortællingerne være så mangfoldige. Og det kan forklare hvorfor det er berserkr, og ikke måske/næsten synonymet ulfheðnar, der vandt popularitet og udbredelse helt op til i dag.

Anatoli Lieberman’s artikel: https://www.scribd.com/document/29519412/Berserkr-a-Double-Legend-By-Anatoly-Liberman

Annette Lassens bog: https://www.saxo.com/dk/odin-paa-kristent-pergament_annette-lassen_indbundet_9788763526166

Haraldskvæði (Hrafnsmál): https://heimskringla.no/wiki/Haraldskv%C3%A6%C3%B0i_(Hrafnsm%C3%A1l)_(B1)

Sagaen om Hervarar og Kong Heidrek: https://heimskringla.no/wiki/Sagaen_om_Hervarar_og_Kong_Heidrek

Lily Geraty  ”Berserk for Berserkr: Introducing combat truma to the compendium of theories in the norse berserker”:

https://skemman.is/bitstream/1946/21040/3/Geraty%2C%20Lily%20_%20Berserk%20for%20Berserkr.pdf

© Peter Thaysn, 2020

Andre emner: Jeg har også skrevet om asatro og fanatisme her: http://livtraser.dk/author/thaysen/  Og skriver mere generelt om politik her: https://medium.com/@thaysnpeter

ETNOPOLYISME ER DET SAMME SOM ETNOPLURALISME

Så kom der er lettere uheldig artikel om asatro i medierne igen. Jeg henviser til artiklen ”Thor og Odin i Foreningsdanmark” af Marta Sørensen trykt i Weekendavisen d. 15. februar 2019. Hvad kan man sige om den artikel? Mangelfuldt researchet, ringe redigeret, og de vælger som altid de mest ”særprægede” personer med eksotiske holdninger at interviewe, og så hiver de en blød akademiker ind som formulerer sig vagt og ligegyldigt, og så lige en omgang udenomssnakkende vrøvl fra en repræsentant for Forn Sidr (denne artikel minder på ovennævnte punkter om en artikel trykt i Information, det er ikke første gang jeg har måtte tage mig til hovedet: https://www.information.dk/moti/2016/06/hoejrefloejens-skaerpede-blik-gamle-guder). Jeg vil sige, at først og fremmest skyldes det vel journalistisk arbejde med fokus på sensationalisme, men igen skal asatroen altså fremstilles gennem de mest tossede eksemplarer man kan finde, og i denne variant får man bl.a. serveret to typer. Den ene er en hele-samfundet-skal-rives-ned-før-jeg-kan-føle-mig-fri-så-lad-os-gøre-det-til-en-ideologi type. Den anden en åh-jeg-har-været-kristen-men-nu-gør-jeg-oprør-og-bliver-helt-antikristen-og især-antimuslimsk-for-at-vise-jeg-er-bedre-end-de-dumme-monoteister type. Det er det ekstreme og juvenile der er i fokus. Jeg forstår hvis læsere tænker, at der ikke er noget fornuft at hente blandt asatroende på bagrund af hvordan den artikel bliver vinklet.

Etnopolyisme=etnopluralisme

Nå, men det er nu noget andet der har min interesse.

Et medlem af gruppen Hefjendur disker i artiklen op med en imponerende omgang retorisk fup. Medlemmet Morten Tirssøn Mathiesen har længe forsøgt at forsvare, at gruppen baserer sig politisk på tankegangen etnopluralisme, som er en moderne måde at italesætte raceadskillelse på. Gruppen drømmer om et norden for det nordiske folk, fri for uønskede mennesker og religioner. Dette uddybes under begrebet antimonoteisme. Det er noget der har ført til en masse løgn og latin over årene som gennemgået her: http://livtraser.dk/tvetunget-antimonoteisme-og-etnopluralisme/

De gemmer sig bag ”finten” at omtale kristne, jøder og muslimer under ét som monoteister, fordi det lyder mere tilforladeligt, men hvad der siges om monoteister gælder følgeligt for hver enkelt monoteistisk retning. I Hefjendur (og beslægtede Byrjendur) mener de altså, at jøder definitorisk er løgnere, at kristendommen er noget giftigt pis, islam er en antireligion og muslimer udgør en angrebsbølge af tilrettelagt indvandring (dokumentation: http://livtraser.dk/grundlaget-antimonoteismen/#more-3119). De mener at jødedom, kristendom og islam helt skal udslættets og at det er nødvendigt at hade alle jøder, alle kristne og alle muslimer. Kun med et sådant fanatisk had kan man besejre fjenden og få hævn over fortidens uretfærdigheder (mere dokumentation: http://livtraser.dk/en-ny-ordbog/).

Nå, den nye finte er at oversætte etnopluralisme til etnopolyisme, så de ikke alt for åbenlyst bliver sat i forbindelse med den ekstreme højrefløj. Dette er bare endnu et forsøg på at gøre substansen obskur. Man kan ikke lide at sige direkte, at eks. alle jøder er løgnere pr. definition, men så kan man sige alle monoteister er løgnere. Man kan ikke lide at etnopluralisme som begreb er læst og gennemskuet for hvad det er, men så siger man bare etnopolyisme i stedet, men følger det op med at understrege at det betyder helt det samme. Det ser åbenbart bare bedre ud i en googlesøgning. Altså hvor dumme tror de egentligt folk er!

Nå, men det hele skal i Weekendavisens artikel reduceres til ”drama” og ”stærke personligheder” i asatromiljøet. Det er noget vås. Der er et fundament af intolerance og had der er specifikt for gruppen. Og jeg fik lige lyst til at sætte det lidt i relief.

Sammenligninger

Hefjendurs fanatiske etnopluralisme/etnopolyisme og antimonoteisme er så ekstrem i den retorik der anvendes, at tilsvarende ikke engang var at finde i nu hedengangne Danskernes Parti ledet af tidligere medlem af Danmarks Nationalsocialistiske Bevægelse Daniel Karlsen (nu Stockholm) eller i nuværende partier som Stram Kurs og Dansk Samling. Stram Kurs er et parti der hurtigt er blevet tydeligt klarlagt som et totalitært parti fordi de vil fratage statsborgere deres fundamentale borgerrettigheder alene på baggrund af etnicitet eller religiøs overbevisning, og dømme folk på baggrund af tro og holdninger alene og ikke handlinger. Ifølge partiet skal op mod 700.000 mennesker, herunder statsborgere, interneres og deporteres hvis de vurderes til ikke at besidde den rette etniske afstamning, en moderne variant af klassisk racesegregering - ligesom etnopluralisme/etnopolyisme er det i øvrigt. Stram Kurs vil også de facto forbyde Islam. Begge grupper retfærdiggør deres intolerante dagsorden med at deres erklærede modstandere er amoralske og farlige og skærer konsekvent anderledes troende kollektivt over én (ekstremt negativ) kam. Begrebsmæssigt er der ganske enkelt ikke den store kvalitative forskel på hvordan etnonationalismen i Stram Kurs, og Hefjendurs kombination af etnopluralisme/etnopolyisme og antimonoteismen, lægger op til at behandle hvad de opfatter som religiøse fjender generelt. Sammenligningen handler grundliggende bare om hvem der er mest ekstrem. Stram Kurs plan er, at der skal diskrimineres mod muslimer i en sådan grad at næsten alle muslimer tvinges til at forlade landet, og er det ikke nok vil resten blive smidt ud. Men partiformanden i Stram Kurs har faktisk selv nævnt at enkelte muslimske grupper måske vil kunne tolereres, og så en helt stor forskel hvor man i Stram Kurs mener at jøder i Danmark skal betragtes som danskere så opfordrer Hefjendur til at man skal hade alle jøder. Så antimonoteisterne går faktisk skridtet videre ved at gøre det at være muslim til en kriminel handling i sig selv, og at dette skal omfatte alle muslimer uden undtagelse (såvel som jøder og kristne). Nærmere antimonoteismens intolerante had ligger vel alt-right siden Dagens Blæser, der gerne vil have alle muslimer og jøder ud af landet og resten af Europa, men her gælder det ikke, at man også ønsker kristendommen forbudt og udryddet, og siden baserer sig ikke eksplicit på en doktrin om hårdt fanatisk had. Stram Kurs har heller ikke et sådant eksplicit hadpunkt på programmet (selv om der skinner meget af det frem mellem linjerne begge steder). Antimonoteisterne ligger bare i en liga for sig selv med henblik på at udbrede et mere intolerant og hadefuldt program end alle andre. Men alligevel har man i asatrosamfundet Forn Sidr forsøgt at fremstille Hefjendurs politiske grundlag (ja, det er politisk) som normalt og tilforladeligt. Faktisk direkte som et normaliserende element i trossamfundet. Men som sagt, det er noget forløjet vrøvl og tjener direkte til formål at holde hånden under fremmedhadet og intolerancen ved at undskylde og udglatte hvad der reelt er. Men jeg vil tillade mig et tankeeksperiment. Hvis kun den fanatiske tilhænger af antiislam kan repræsentere begrebet fuldt ud, hvor finder man en virkeligt fanatisk tilhænger af disse tanker man kan sammenligne med? Jeg faldt over Brenton Tarrant’s formuleringer omkring etnicitet. Jeg forstår hvis nogen synes referencen her er grov, men hvis man vil bruge store farlige ord, og formulere store farlige tanker, når man nu engang puster sig op til de helt store muslimhadere og islambekrigere, og proklamerer at fanatisme er alle tings målestok som man gør i Hefjendur, så hænger man altså på den når der følgelig drages paralleller til andre muslimhadere og islambekrigere, og så nytter det ikke noget at tude over det. Når man fremstiller sig som nogle hævngerrige karle og stålsatte fanatiske hadere, og beder om at blive vurderet på sin fanatisme, så må man tag det der kommer. Og det bliver bare ikke mere fanatisk end Brenton Tarrant. Han formulerer sine tanker om etnicitet betegnet som ethno-nationalism (samme betegnelse som Stram Kurs anvender i øvrigt) i sit manifest således:

”I wish the different peoples of their (sic) world all the best regardless of their ethnicity, race, culture of faith and that they live in peace and prosperity, amongst their own people, practicing their own traditions, in their own nations”.

Omkring had skriver Brenton Tarrant:

”Did/do you personally hate muslims?

A muslim man or woman living in their homelands?No.

A muslim man or woman choosing to invade our lands live on our soil and replace our people? Yes, I dislike them.

The only muslim I truly hate is the convert, those from our own people that turn their backs on their heritage, turn their backs on their cultures, turn their back on their traditions and became blood traitors to their own race. These I hate.”

Vi kan konkludere at der ikke er nogen nævneværdig forskel på hvordan man sælger etno-nationalisme, etnopluralisme/etnopolyisme og antimonoteisme når det gælder etnicitet og had. Og det overrasker ikke spor. Det er vigtigt at understrege forskellene. Brenton Tarrant hævder kun at hade muslimer som er af europæisk afstamning (altså forrædere der er konverteret), mens Hefjendur opfordrer til fanatisk had mod alle muslimer, uanset hvad. Brenton Tarrrant vil udrydde Islam i vestlige lande, antimonoteisterne drømmer om at vinde krigen der ender med at Islam simpelthen ophører med at eksistere. I denne sammenligning ser jeg kun på ord og ikke handlinger, men sammenligningen ser grangiveligt ud til at ligge i helt logisk forlængelse af hvordan man i Hefjendur selv har lagt op til at skulle sammenlignes med andre, nemlig ud fra at være mest muligt fanatisk i sine holdninger, og at man derved skal sammenligne Hefjendurs grundlag med andre fanatikeres ideologi for at finde den mest gyldige repræsentant for eksempelvis etnonationalisme, etnopluralisme/etnopolyisme og antimonoteisme, og her kan grundlaget for Hefjendurs ideologi måle sig med det mest ekstreme derude. Ja, det er vildt at se, at udredningen af Hefjendurs ideologiske grundlag faktisk formår at overgå Brenton Tarrants skriftlige ditto i ren og skær intolerance og had. Hefjendurs fanatisme er bestemt ikke nem at overgå.

Læs mere om ekstreme standpunkter på såvel højre- som venstrefløjen på min Medium side: https://medium.com/@thaysnpeter

©Peter Thaysn, 2019.

NORRØN KALENDER

Hvad siger de norrøne kilder så omkring højtider og tidsregning: Ikke så meget faktisk, ligesom de ikke siger meget om ceremoniel praksis, men lidt er der da, og den viden har Anders Nordberg samlet i et fantastisk studie kaldet ”Jul, disting og tidsregning” fra 2006. Jeg vil kort gengive hvad jeg fik ud af at læse studiet herunder egne tanker i forlængelse af studiet.

Tidsregning

Først og fremmest kan man spørge hvad det var for en kalender man anvendte før indførelsen af den julianske kalender i løbet af 11. hundredetallet. Nordborg opremser flere forskellige systemer for at holde styr på kalendere, men et af systemerne som han omtaler som særlig for de nordiske lande er en måde hvorpå man kan opdele året i kvarte, ved de to årstiders begyndelse og midte. Efterfølgende placeres højtider og andre arrangementer i disse kvartaler. Denne metode byggede på to forskellige systemer. Et system med opdeling af solåret i faste uger, samt en kombineret sol- og månekalender. Dette mener forfatteren har været indført i Norden i løbet af det 4. eller 5. århundrede, hvor han mener den Nordiske version af ugedagene som benyttes i dag stammer fra. Ugedagene i Norden er navngivet på baggrund af germanske og angelsaksiske ugedagsnavne, der igen var direkte overførte fra de romerske ugedagsnavne. Men germanerne overtog ikke hele den julianske kalender fra romerne, kun benævnelsen af ugedage, så disse må være blevet inkorporeret i et eksisterende kalendersystem, som altså er dette kombinerede system Nordberg forsøger at finde frem til. Der har altså været et solår og syv-dages uger med de ugenavne vi kender i dag. Da 52 uger er lig med 364 dage, og solåret er på 365,24 dage, har det været nødvendigt med en løbende tilpasning, det vi i dag benytter skuddagen i februar til, men som først blev indført med den gregorianske kalender. I Norden håndterede man muligvis denne tilpasning ved at tilføje en ekstra dag hvert år, en dag som ikke var en del af en uge. Ved at udpege en bestemt dag hvert år som ekstra dag har man kunne få sol og ugesystem til at harmonere bedre og sikret at forskydningen af kalenderen i forhold til solåret var minimal.

I denne kalender var året delt op i fire kvartaler hvor de første dage i et kvartal omtales henholdsvis: vinternætter (vinters begyndelse), midvinternatten, sommermål (sommers begyndelse) og midsommer. Disse var fastlagt ud fra solhvervene. Nordberg når i den sammenhæng frem til at bud på hvordan denne kalenders mærkedage kan have set ud baseret på kilderne, og gengivet i de datoer der gælder i vores nuværende kalender:

Vinternætter: 20.-22. oktober.

Midvinternatten: 19.-21. januar.

Sommermål: 20. – 22. april.

Midsommer: 20. – 22. juli.

Regneteknikken er at disse tidspunkter falder 4 uger efter solhverv eller jævndøgn, undtagen sommermål der falder 30. dage efter jævndøgn da dette jævndøgn ikke falder lige midt imellem de to solhverv, og derfor har man lige regnet et par dage forkert når man beregnede hvor sommermål skulle ligge. Sandsynligvis fordi man bare beregnede hvor solhvervene lå og så gik ud fra at begge jævndøgn lå lige midt mellem solhvervene (solhvervet var nemmest at fastslå tidspunktet for, sandsynligvis ud fra sol og stjernes placering over horisonten, så stjernerne havde formodentligt også deres rolle at spille). Som det fremgår, har man regnet de tre første dage i hvert kvartal som værende begyndelsen af kvartalet. Det var ud fra disse fire fikspunkter fastgjort i solåret, at man regnede tid, eksempelvis kunne man aftale at mødes tre uger efter sommers begyndelse eller seks uger efter midvinternatten osv. Jeg vil for egen regning bemærke at denne kalenderskik benyttes på Island hvor asatrosamfundet afholder blót på Thingvellir i sommerens tiende uge, altså i den tiende uge efter sommermål. Fordelen ved denne kalender er, at de mærkedage man planlægger efter ligger samme sted hvert år, og placerer man så en højtid, ting, markedet eller andet så og så mange uger efter mærkedagen, så bliver tidspunktet det samme fra år til år.

Angående selve døgnet har det også været vigtigt at placere korrekt. Det tyder på at man mente døgnet startede med mørket efter solnedgang. Hver dag havde navn efter en gud (undtagen lørdag). Og lige som året var inddelt i tider, ligeledes var døgnet: nat-morgen-middag-mellemtid-aften (så vidt jeg forstår Vølvens Spådom vers 6).

Højtider

Men der var som nævnt også en anden kalendertype i form af en kombineret sol og månekalender. Den primære tællemekanisme var sandsynligvis månen og Nordberg peger på at man sandsynligvis har talt fra nymåne til nymåne og 12 af dem har udgjort et år. Da månens cyklus er på ca. 29,5 dage betød dette at måneåret forskubbede sig 11 dage om året i forhold til solåret, så der blev indsat en skudmåned hvert tredje år for at rette op på dette. Nordberg giver to bud på hvordan det har fungeret. Der var to julemåneder hvert år. Enten regnede man med at den første julemåned altid skulle strække sig mindst til vintersolhvervet. Faldt vintersolhvervet efter den første julemåneds ophør var forskydningen i månekalenderne blevet så stor at det var tid til at indskyde en ekstra måned. Alternativt hvis nymånen i anden julemåned faldt 11 dage eller mindre efter vintersolhvervet var det tid til den ekstra måned. Den ekstra måned blev indsat ved sommersolhvervet den følgende sommer så man forlængede sommeren med en måned.

Hvor markeder og ting kunne placeres ud fra ugekalenderen ser det ud til at de større hellige fejringer, blótene, har været kalenderlagt ud fra sol- og månekalenderen. Nordberg går i dybden med placeringen af julen. Julen blev fejret i tiden omkring midvinter, der altså lå fra d. 19. – 21. januar. Det bedste bud er, at Juleblótet blev afholdt ved første fuldmåne efter første nymåne efter vintersolhverv. Det betyder i vore dages kalender, at den første af julens tre dage falder i perioden fra 5. januar til 2. februar.  Formålet ved juleblótet beskrives som at sikre en god høst senere på året.

Nordberg nævner også fejringen i forlængelse af overgangen til vinter ved vinternætter. Vinternætter var noget særligt da det markerede et nyt års begyndelse. Det var i den anledning man fejrede diseblót, muligvis ved første fuldmåne efter første nymåne efter vinternætter. Dette blót bliver i kilderne beskrevet som en ofring for at sikre væksten i det kommende år, et godt nyt år. Denne højtid vil falde i perioden fra 7. oktober til 4. november (eget forslag).

Kildematerialet nævner også en fast højtid i forlængelse af sommermål kaldet sejersblót. Muligvis for sejre i løbet af den kommende sommer. Norberg giver ikke sit eget bud hvor det kunne ligge, men det kunne analogt med jul være ved første fuldmåne efter første nymåne efter sommermål. Herved ses et årshjul med fejringer ved vinters begyndelse, midvinter og sommers begyndelse. Denne højtid vil falde i perioden fra 4. april til 2. maj (eget forslag).

Hvad med midsommer tænker nogen, har der ikke også været en højtid i forlængelse af midsommeren i juli. Måske, vi ved bl.a. det islandske alting blev placeret om sommeren, og det kan have været afholdt med blót inkluderet, men der er ikke noget der peger direkte på at der var et særligt midsommerblót.

Storblót

Ud over dette årshjul med højtider, ser Nordberg også spor af en længererækkende tidsregning i forbindelse med højtider. Her er der tale om en otteårs cyklus der følger månen. Denne cyklus nævnes i flere kilder som henviser til særligt store blót hvert niende år. Her forklarer Nordberg, at når der henvises til ni år så talte man dem anderledes end vi gør i dag, man talte nemlig inklusivt. Dette betyder man talte det sidste år i en cyklus med som det første år i den næste. Derfor ville de her fejringer finde sted hvert ottende år i den måde vi tæller på i dag. Det vil sige de store blót hvert ottende år både markerede afslutningen og starten på en cyklus. Nordberg finder frem til en række betydninger af disse store blót. Eksempelvis blótet i Lejre beskrevet af Thietmar af Merseburg. Dette storblót skulle afholdes hvert niende (altså hvert ottende) år. Theitmar beretter at man ofrede 99 mennesker ved dette blót. Dette svarer til antallet af månecykler i otte år. Så det kunne tænkes man ofrede en person for hver måne i den store cyklus. Et andet element Nordberg ser på er længden af disse storblót. Det berettes af disse begivenheder både omfattede blót, ting og marked og strakte sig over ni dage.  Nordberg når frem til at dette omfattede en dag til fredlysning, syv dages marked og ting, og en dag hvor fredlysningen blev ophævet. Fredlysningen var en trippelfredlysning med både markedsfred, tingfred og blótfred. Derved kan der har været fortaget offerhandlinger om aftenen/natten otte dage i træk, et offer for hvert af de kommende år i næste cyklus (man havde ikke offer om aftenen den sidste aften da fredlysningen var ophævet her). Et sådan ni-dages blót beskriver Adam af Bremen fra Uppsala. Her beskrives det at der blev ofret ni eksempler af forskellige dyr, samt trælle, og det totale antal ofre var 72. Dette giver netop de otte dage med offer, hvis man ofrer ni af en slags hver dag. Ifølge Adam af Bremen blev det sidste storblót afholdt i Uppsala i 1078. Tager man udgangspunkt i det og regner fremad til i dag, så vil den nuværende cyklus på ni år (anvendende den inkluderende tællemetode så det reelt er otte år pr. cyklus) slutte og den næste starte i 2022 (egen beregning).

Ovenstående er et meget forsimplet og på flere punkter bearbejdet uddrag af Nordbergs mange grundigt argumenterede pointer. Studiet rummer meget mere. Der er flere helligdage, der er regionale forskelle mellem eksempelvis vest- og østnordiske kilder mm. Og det er meget muligt jeg har misforstået dele af det, så hvis der er en opmærksom læser der bemærker fejl eller mangler i det jeg har skrevet i forhold til at forstå Nordbergs arbejde så skriv endeligt.

Hele verden i en kalender

Hvilke tanker giver dette kalendersystem og system for tidsregning så, i forhold til hvordan man i den norrøne verden har opfattet sig selv i forhold til guderne? Nordberg giver nogle kommentarer undervejs omring dette, og med løsesligt udgangspunkt i det vil jeg forsøge at strukturere mine egne tanker i det følgende.

Menneskets virke i verden er bundet til verdens fundamentale indretning: Årets gang, solen og månens gang, og det grundlæggende forhold til guderne gennem offer. Selve verdens indretning er afgørende for den religiøse praksis og menneskets rolle i verden. Mennesket er med til at forme og kultivere verden, men er dog ikke i stand til at ændre på verdens fundamentale sammenhænge. Derfor er det vigtigt med en tidsregning der direkte udspringer af verdens struktur, herunder sol og måne. Hvert solår, hver månecyklus, hver sommer og vinter er vi som mennesker underlagt, disse ting sker omkring os og er ude af menneskets kontrol. Så overvejelserne må handle om hvordan man kultiverer det, så man udfylder sin rolle og bruger de åndsgaver og skaberevner man er udstyret med.  Først og fremmest gennem etablering af en kalender med højtider, der forbinder mennesket til de skabende magter og den verden de har formet. Guderne har sat sol og måne i bevægelse for at tælle tid, og som solens år går, observerer vi solens rytme og derved forbinder vi os til de magter der satte den i bevægelse. Det samme gælder for månens bevægelse og ved de centrale højtider, som disting, jul og sejersblót er det afgørende at både sol og måne er med til at angive tidspunktet for højtiden så hele menneskets verden på den måde er inkluderet. Dette træder tydeligt igennem med storblótene. Hver en månecyklus og hvert er solår skal huskes. Det er et udtryk for forståelsen af den fundamentale sammenhæng mellem gudernes indretning af verden og menneskets vilkår og rolle i verden. Mennesket udlever (eller forsøger på) de spilleregler guderne har formuleret. Spillereglerne er lige så meget et grundvilkår, som de er selve det værktøj verden kan bearbejders med, som ens eget liv kan formes med og som man kan involvere sig i andres liv med. En kalender og tidsregning som beskrevet ovenfor er med til at holde mennesket forbundet til disse grundvilkår, så man ikke fortaber sig i en fremmedartet verden uden mål eller med, og de kan være med til at lede menneskets virkekraft i de rigtige retninger. Når mennesket så op på himlen kunne man se selve gudernes kalender glide forbi i form af solen, månen og stjernerne - sol og måne i sig selv guder. Det er ikke overraskende man vedligeholdt flere dramatiske myter om disse himmelguder med heste, vogne og ulve.

Hvad kilderne siger om tidregning og højtider ligger tydeligvis ikke godt i forlængelse af de mest udbredte praksisser i dag. Ideen om at fejre årstiderne ved at stå i en cirkel ved jævndøgn og solhverv er en nyreligiøs parksis som blev populær gennem Wicca. Derfra blev den så importeret til asatroen. Praksissen med årstidsfejring har i mange år været suppleret med en masse røverhistorier om at være oprindelig eller bare gammel, men de færreste holder fast i dette i dag.

Se gerne:

Vølvens Spådom 5 og 6

Grimnirsmål 37, 38, 39

Vafthrudnirsmål 11, 12, 13, 14, 22, 23, 24, 25

Kilde: Nordberg, Andreas: ”Jul, disting och förkyrklig tideräkning: Kalendrar och kalendariska riter i det förkristna Norden”. Kungl. Gustav Adolfs Akademien för svensk folkkultur. 2006.

Studiet kan findes online i PDF-format. Læs det endeligt.

©Peter Thaysn, 2019.

GLADSHEIMR FLYTTER

Gladsheimr flytter fra vores Wordpress side til denne blogger side. Vores materiale flytter med.

Med venlig hilsen 

Redaktionen

HVAD ER ASATRO? – 10 GRUNDLÆGGENDE SPØRGSMÅL OM ASATROEN

                                Dansk graffiti 2015. Sted ukendt. Foto: M. Arvig

Der findes mange “oftest stilled spørgsmål om asatroen” sider på nettet, og jeg ville prøve at give mit bud. I denne korte tekst vil jeg prøve at besvare nogle spørgsmål om, hvad asatro er på introduktionsniveau. Dette er altså et kort eksempel på hvad asatro kan være.

Hvad er asatro?

Grundlæggende handler asatro om to ting. Blótet og myterne. Blótet er et offer, typisk et gaveoffer, som mennesket giver til guderne i håb om at få del i gudernes held og lykke. Myterne er de fortællinger som vi
i dag har om guderne, og disse fortællinger skal genfortælles og genfortolkes fra generation til generation.