ASATRO OG POLITIK AF PETER

Jeg mener religion er underlagt samfundets love, altså at man med religiøse argumenter ikke kan trumfe juridiske. Man bør altså ikke med religiøse krav kunne påberåbe sig særbehandling eller positiv forskelsbehandling. Helt lige så naturligt som religion heller ikke skal resultere i negativ forskelsbehandling. Det er et politisk princip om lighed for loven, som naturligvis påvirker den religiøse praksis og derved kan religion og politik ikke adskilles. Eksempelvis kan asatroende ikke påberåbe sig særlig privilegeret adgang til fortidsminder, eller stille særlige krav ophavsret omkring brugen af den nordiske mytologi. Mytologien og fortidsminderne er historisk fælleseje, som ingen religiøse følelser kan gøre krav på. Ligeledes står det politiske princip om ytringsfrihed over religiøse følelser. Også barnets tarv, som bør sikre, at et barn ikke bliver lemlæstet i en eller anden guds navn, står i mine øjne over hensynet til religiøse følelser. Ligeledes kan slaveri aldrig være acceptabelt, bare fordi en eller anden religiøs tekst siger, at det er acceptabelt. Dette betyder faktisk også, at man generelt kan sige, at jo mere moderat og pragmatisk man er i sin religiøse overbevisning, desto mindre vil det politiske påvirke én. Samtidig vil det være fanatiske og ekstremistiske religiøse folk, der oftere vil mærke konsekvensen af at være underordnet almene politiske principper for loven. Men jeg mener også, at loven netop ikke skal indrettes efter fanatikere og ekstremister. Fanatisme og fundamentalisme kan aldrig udvikle demokrati. Og loven skal være demokratisk, ligesom staten. Religiøs lovgivning er altid noget skidt. Eksempelvis sharia- og moselov kan aldrig blive et godt grundlag for en retsstat. Og ej heller kan Hávamál.

Når talen falder på asatro og politik tænker mange på politiske kontroverser internt i asatromiljøet. Så lad mig da bare nævne det også. Når der er nogen som helst kontrovers omkring politik og asatro skyldes det udelukkende fremmedfjendsk, racistisk eller nationalistisk brug af asatroen eller den nordiske mytologi. Der er de fjollede eksempler som Odins Soldater fra Finland, der bare godt kan lide de nordiske myters symboler og hele den nationalromantiske omgang lirumlarum til at stive sig af, når de patruljerer gaderne (http://www.information.dk/mofo/hvorfor-elsker-fascister-nordisk-mytologi?utm_source=facebook.com&utm_campaign=btn&utm_medium=social&utm_term=0_2ccbb7fa83-3fe5e64774-412176121%3Futm_medium%3Dsocial&utm_content%3Futm_medium=social&utm_content  ). Men selv om Odins Soldater ikke er asatro bliver man som asatroende slået i hartkorn med dem, og så må man jo igen og igen forklare den rette sammenhæng. Ærgerligt, men sådan er det. Så er der dem der reelt er asatroende som Asatru Folk Assembly Danmark (og moderorganisationen fra USA). Det giver naturligvis årsager til konflikter og det skal det da også. Disse asatroende ønsker brændende at opnå anerkendelse, og i mangel på dette, ønsker de i det mindste ikke at blive modsagt. Så det skal man jo ikke være med til.

Der er dem der mener, at bestemte politiske holdninger ikke hører hjemme i asatroen og at nogen med bestemte holdninger ikke er ”rigtige” asatroende. Dette er noget vås i en religion der er udogmatisk og derfor ikke har et skæl mellem rettro og vantro – hverken teologisk eller politisk. Alle der praktiserer asatroen er at regne for asatroende. Politisk enighed inden for en religion er i det hele taget en ret bizar forestilling. Og man bliver bare nød til at acceptere, at også asatroende kan være røve med ører:-)

Peter, marts 2016.