Normalt når man taler om kilder taler man om forskellige grupper af kilder, og så den metode og kildekritik der er etableret omkring de forskellige typer og grupper af kilder. Jeg vil her nøjes med at berøre enkelte elementer i den forbindelse og fokusere alene på hvilke skriftlige kilder der har haft størst betydning for mig. Det jeg her sigter på er, at gøre opmærksom på at det ikke kun er vigtigt, at finde frem til tolkninger af myter som lige siger en noget, det er også vigtigt at forholdet sig til hvordan man forstår og anvende de grupper af kilder man beskæftiger sig med.
Jeg mener en af de centrale dele af asatroen må være mytefortællingerne, herunder evnen til at forstå, nyfortolke og genfortælle dem. Da der er så mange forskellige aspekter man kunne fokusere på når man taler om kilder, vil jeg her begrænse mig til at se på kilder til mytologien, en anden vigtig gruppe af kilder er kilder til praksis, men det må blive en anden gang.
Normalt taler man om den ældre og yngre Edda som de vigtigste kildetekster til myterne, men ingen af delene findes. Der er en bog kaldet edda som man også senere har forsøgt at kalde den Yngre Edda. Denne bog bruger jeg gerne da det er en enestående guide til skjaldedigtningens kenninger, poetiske omskrivninger, som jeg mener er det kunstneriske element der knytter sig til mytologien som jeg finder mest betagende og udfordrende. Men edda består af flere forskellige dele og for mig er det de dele der direkte beskæftiger sig med skjaldedigtningen, nemlig afsnittende kaldet Det Digteriske Sprog og Verslisten, som jeg har fundet mest inspiration i.
Vigtigere for mig er dog selve de såkaldte eddadigte. Disse kaldes nogen gange Ældre Edda eller myte- og helte kvadene, men frem for at bruge disse kategorier vil jeg i stedet gengive min egen oversigt. Min grundlæggende pointe er, at man ikke skal lads sig fastlåse af de vante kategorier, der eksisterer for kildeteksterne, men i stedet se de enkelte digte i deres egen ret og i sammenhæng med andre digte baseret på kildekritik og indhold, frem for i sammenhæng med bestemte digte på baggrund af faste kategorier, som de mere eller mindre fortjent er blevet rammet ind i. Der er flere eddadigte som jeg ikke har brugt megen tid på, da de almindeligvis henregnes for at være af så sent ophav af deres indhold ganske enkelt ikke længere med rimelighed kan siges at være norrønt (og man skal jo prioritere sin tid). Hvilke digte dette måtte omfatte er der stor uenighed om. Men denne måde at sortere i materialet på finder jeg nødvendig at forholde sig til. Jeg antager almindeligvis edda digte som Solsangen, Odins Ravnegalder, Hyndlasangen, Groas Galder og Fjålsvid Kvadet som værende af meget sen dato.
Til gengæld er der en lang række eddakvad jeg har hentet inspiration i samtidig med at det fremstår som digte med reel rod i den norrøne digtgning. Jeg tænker her på:
Vølvens spådom (både i Codex Regius og Haugsbók varianterne)
Alvismål
Lokasenna
Hymiskvadet
Vafthrudnismal
Skirnirsfærd
Grimnirskvadet
Thrymskvadet
Kvadet om Helge Hundingsbane 1
Den Højes Tale (Hávamál)
Vølundskvadet
Vegtamskvadet
Grottisangen
Rigs Remse
Harbardskvadet
Sejerdrivers Tale (Sigrdrifumál)
I forlængelse af min interesse i Snorris afsnit om skjaldedigtningen er også skjaldedigte noget jeg mener man bør huske på blandt sine grundlæggende tekster. Følgende skjaldedigte er for mig de vigtigste og dem der har inspireret mig mest:
Høstlang, Husdrapa og Ragnarsdrapa, Spydsangen (Darraðarljóð), Torsdrapa og Ynglingatal.
Der findes naturligvis mange andre vigtige kilder til asatroen og til mytologien end lige de mytiske digte, men jeg henregner disse til en særlig vigtigt gruppe, da jeg som nævnt mener at mytefortællingerne må ligge i centralt for asatroen i dag. Hvordan de enkelte digte har inspireret mig kræver reelle artikler frem for et kort panelindlæg, men så kan man jo kigge i artiklerne her rundt om på Gladsheimr.
Ovenstående er naturligvis kun et kort krads i overfladen. For den der gerne vil bruge lidt tid på det anbefales følgende:
”Odin på kristent pergament – et teksthistorisk studie” af Annette Lassen. Museum Tusculanums Forlag. 2011.
”Kaptiler af nordens litteratur i oldtid og middelalder” af Preben Meulengracht Sørens. Aarhus Universitetsforlag, 2006.
Dertil vil jeg nævne en bog der netop har et ”blandet” tekstudvalg og derfor har brudt med den almindelige kategorisering og har derved været ganske inspirerende for mig i forhold til at se på tværs af kategorierne.
”Guder, helte og godtfolk – Eddadigte og islandske sagn” af Martin Larsen. Rosinante Paperbacks, 1991 (oprindeligt udgivet i 1954).
Peter, juli 2016.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar