SKÆBNETRÅDE TIL ASGÅRD

Ask og Embla af Pieter Jansens

Jeg vil i det følgende se på Hávamál og skæbnebegrebet i forhold til myterne omkring vejene til Hel og Asgård, for synet på efterlivet giver nemlig afgørende input til forståelsen af livet. Hermed kan en kobling mellem skæbne og skik (etik ) i myterne udlægges, og det er denne kobling jeg vil give et bud på.

Hvad formålet med et digt som Hávamál er lader sig kun besvare ved at se på digtet i sammenhæng med andre mytiske eddadigte. Hávamál er utvivlsomt sammensat af flere digte, nok med forskellige pointer, men her vil jeg blot referere til digtet i sin helhed og fremhæve de enkelte vers som jeg finder relevante at fokusere på for at kunne besvare spørgsmålet om et formål, eller nok rettere en hensigt, idet digtets titel er blevet til med henblik på at tillægge selveste Odin rollen som digtets taler.
Hávamál (Den Højes Tale) har en lidt speciel rolle blandt de digte man omtaler som Eddadigtningen, da netop dette digt giver den mest klare og direkte udlægning af skikke og normer (etik), mål som mennesket bør efterleve, eksempelvis gennem praksis af trofasthed/venskab (vers 119) eller gæstfrihed/gavmildhed (vers 135). Man kunne kalde det at lykkes i livet. Dette kan være et tungt hverv, men samtidig er man forpligtet til at gøre et forsøg. Jeg vil ikke gennemgå de forskellige elementer i digtet enkeltvis, men i stedet se på deres overordnede sammenhæng med resten af myterne, for at vise hvorledes de kan tilskynde læseren at få det bedste ud af sin tid. Så hvilket kan man lære af Hávamál og de andre myter?

I Hávamál finder man:
111. Det er tid at tale fra Talerstolen,
rejst op ved Urds Brønd.
Jeg så og tied, jeg så og tænkte,
jeg lytted til Mændenes Mål;
om Runer de talte og Runeråden
ved Havis Hal, i Havis Hal,
jeg hørte dem sige så
(Thøger Larsen )

Odin taler fra talerstolen, der står ved Urds Brønd, den højes tale, der indleder rådene om god skik i versene 112-137 kaldet Loddfafnirsmál. Brønden er placeret i nærheden af Odins hal, men dette behøver ikke at skulle opfattes konkret, men måske bare i retningen af, at den er knyttet til Odin. I hvert fald knyttes Odins ord, runeråden, sammen med Urds Brønd, som derved bliver et bindeled mellem Odin og nornerne og vi ser måske Odins tale knyttet til Urds Brønd, ligesom menneskets skæbne kan ses knyttet til samme brønd i Vølvens Spådom (se nedenfor), en brønd som derved kommer til at fungere som et bindeled mellem de to myter og derved muligvis mellem skæbne og skik.

Urds Brønd

Man knytter menneskenes skæbne til Urds brønd, idet Urd er den ene af de norner, der omtales i Vølves Spådom:
20. Derfra kommer Møer, mangt vidende,
tre fra Salen under Træets Hvælv,
den ene er Urd, den anden Verdandi,
Skuld står der skåret i Stav for den tredje.
De Lov lagde, de Liv kåred
for Slægternes Børn, Skæbnen for Mænd.
(Thøger Larsen)

De to andre norner, som kun nævnes dette ene sted i eddadigtningen, er Verdante og Skuld. Urds (urðr) kan betyde ”død” eller ”stendynge”, hvilket altså kan tolkes i retning af noget med underverdenen eller fortiden. Dette skal ses i lyset af, at Eddadigtene knytter visdom og oprindelse til underverden og fortiden. Et eksempel på dette finde i Vafthrudnirsmál:
42. Sig mig for det tolvte, hvis skæbnens veje
du godt for guder ved:
Godt kender du jetters og guders runer,
Du siger sandhed derom
43. Om jætters gåder og guders runer
kan jeg dig sandhed sige,
thi jeg har været i verdenerne alle,
i ni verdner neden for Niflhel
Derhen går fra Hel de døde.
(Thøger Larsen)

Vafthrudnir besøger ni verdner neden for Hel, for at finde ”skæbnens veje” og ”Jætter og Guders runer” (Vafthrudnirsmál vers 42). Både i Vølvens Spådom og Vafthrudnirsmål knyttes visdom til ”ælde”, ”det første” eller ”urtid”. I Vølvens Spådom vers 2 hører vi også om ”ni verdener” og ”ni i grene”, der er ”under jorden”. Dette kan godt tænkes at være en reference til Odins ni nætter i Asken, der dermed bindes sammen med de ni verdener Vafthrudnir besøgte i sin søgen efter runer. Urd kan altså tolkningsmæssigt knyttes til denne mytiske fortid ligesom Odin. Nornernes skæbetråde kan tolkes som at de forbinder mennesket med verden og med magterne. Koblingen til døden ligger i, at det Hel som Vafthrudnir besøger kan være det samme Hel hvor de døde bor jf. vers 43.
Men hvad er skæbne? Skæbnen er ikke et klart defineret begreb, men derfor er det ikke umuligt at danne sig et billede af, hvad der kan lægges i begrebet. Skæbne omtales som ørlög (der kan oversættes som det udlagte) og med andre udtryk, eksempelvis mjötuðr (det udmålte), samt sköp (at skabe), så skæbnen skal ikke nødvendigvis udlægges som prædestination, men kan også opfattes som et aktivt begreb. Man skal skabe noget med dét der er udmålt og udlagt, og her bliver koblingen mellem Urds brønd og Odins tale i Hávamál ganske klar, for denne tale klargør hvorledes mennesket bør gå livet og skæbnen i møde.

Dette illustreres ofte med følgende vers fra Hávamál:
76. Fæ dør, Frænder dør,
også du skal dø,
eftermælet aldrig dør
om, hvad vel er endt.
77. Fæ dør, Frænder dør,
også du skal dø.
eet jeg ved, som aldrig dør,
dom over hver en død.
(Thøger Larsen)

Vejen til Asgård

Den åndelige verden beskrives i myterne, som verdner hvor Aser og thurser og de afdøde færdes, og til disse verdener løber altså nornernes tråde og derved kobles skæbnes snore ind i hele mytologien. Da det er mennesket, og ikke Aserne, der tildeles en skæbne, er det os der skal lære af hvad der forklares i myterne om verdnerne. Men hvordan ser det så ud med, forholdet, eller adgangen, til den åndelige verden? Dette kan måske læses i Grimnirsmál vers 21 og 22, eksemplificeret ved Valhal, de dødes hal:
21. Tund tuder, og Tjodvitnirs Fisk
færdes i Floden tilfreds,
Åstrømmen findes af de faldnes Skarer
for stærk og strid at vade.
22. Valgrind hedder på Vang en Låge,
hellig for hellige Døre,
en Fortids Låge, og få kun ved,
hvorledes den er lukket i Lås.
(Thøger Larsen)

Man skal altså passere over floden Thund, hvori Tjodvitnirs Fisk (Þjóðvitnis fiskr) ligger, og gennem porten Valgrind (”de dødes port”), der ikke er nem at åbne. At nå Valhal, og hele Asgård, lader sig ikke gøre uden om åstrømmen, eller floden, Thund. Navnet Thund er interessant, fordi Odin bærer navnet Thund, i bl.a. Hávamál vers 145 og Grimnirsmál 54. ”Thund” (Þundr) er beslægtet med ordet Þindan, der oversættes til ”at svulme” eller ”at udspænde”, altså et navn det kunne antyde end endda meget stor og brusende flod der kræver en bro at krydse sikkert. Tjodvitnirs Fisk kan bla. oversættes til Den Store Ulvs Fisk, og et bud på hvem denne fisk kan være er Jormungand, bedst kendt som Midgårdsormen. I Hymiskviða omtales ormen som Hnitbróður (Ulvens Bror) og som fiskr (fisk), hhv. vers 23 og 24, betegnelser der giver genklang. Det kan altså tolkes således, at her i floden ligger ormen, tærskelvogteren, og spærrer adgangen til Asgård. Man finder altså ikke vejen til valgrind uden om hverken Odin eller ormen.

Skæbnen og etikken

Som man kan se er vejen til Asgård ikke let og skæbnen man bærer kan være tung, men den eneste vej frem er ved at forsøge at forpligte sig til magternes råd og leve op til hvad skæbnen har til én, ellers forbliver Valgrind en lukket port.

I Sigrdrífumál finder man:
23. Grumme (skæbne)tråde
fører hen til forræderen,
ussel er løfternes varg.

Det er de grumme skæbnetråde (grimmir símar ), der er spundet af nornerne, som bliver vargen, edsbryderen, til dels her. Og ikke bare edsbrydere, men også forførere og mordere (mord-ulve), som vi hører i Vølvens Spådom vers 40, ja opfattes denne liste som tretalssymbolik, er det alle, der forbryder sig mod freden og skikken, der er tale om. Verset i Vølvens Spådom beskriver netop hvordan disse vader i en flod, en flod med tunge vande de ikke kan krydse.

40. Der så hun vade Vande tunge
Meneds Mænd mellem Mord-Ulve
og hvem Elskov får hos en andens Kvinde,
Nidhågg suged med Næbet i Lig,
Varg sled Mænd. Hvad ved I mon mer?
(Thøger Larsen)

De gode skæbnetråde skulle så tilfalde dem, der følger den skik, som angives i Hávamál. Odins tale er den højeste tale, og fremstår altså ikke bare som en række gode råd, man kan følge, ignorere eller decideret gå imod, efter behag. Det er stærke ord, der binder taleren og lytteren sammen, og som har konsekvenser.
Urds brønd står ved Odins hal, hvorfra man kan høre Hávamál, hvori man hører om Odins hængning på Yggdrasils Ask, hvor Odin skaffer sig runerne, jf. vers 138, altså i direkte forlængelse af versene om Loddfafnir. Mennesket er viklet ind i sine skæbnetråde, som Odin er viklet ind i Askens grene, og gennem Odins eksempel og hans runeråd, kan man skabe de gode skæbnetråde, symboliseret ved, at de fører over Thund, gennem Valgrind og ind til Asgård. Midgårdsormen ligger på tværs, men Odin og de andre magter viser vejen, som når Thor vises vej af Odin i form af Gråskæg i Harbardsljod 56, og bemærk at Thor ikke bare bliver fragtet over med færgen, men selv må gå og finde vej til Odins lande via Fjörgynn (Jord), men vejen angives og følges endda af følgende opmuntring to vers senere:
58. Så sandt du aser og ivrer, mens sol er oppe,
Så tænker jeg nok, [du når det].
(Thøger Larsen)

Hávamál og resten af mytologien rummer altså muligvis en visdom om hvordan man skal leve i denne verden, hvordan man skal virke og skabe i Midgård, fordi man er forpligtet i denne verden og til denne verden ligesom man er forpligtet til magterne. I bund og grund kan alt dette ses som livets vilkår. Har man levet et liv der har kastet godt ry af sig, vil man blive husket vel, i hvert fald for en stund. Har man svigtet i livet vil man blive husket slet i døden, og hurtigt glemt. Om man kalder dødsriget for Valhal eller Hel gør ingen forskel på dette, det er selve koblingen til skæbnen og det levede liv der står i centrum i denne tolkning, og som bliver afgørende for modtagelsen i dødsriget. Guderne eller forfædrene vil næppe modtage en usling på samme måde som en der har gjort sig med ære.

Hávamál:
164. Nu er Havis Ord i Havis Hal
talt til Menneskers Tarv,
kvædet til Jætternes Kval.
Hil den, som kvad dem,
hil den, som kender dem,
nyde den, som nemmed,
hil dem, som hørte!
(Thøger Larsen)

© Peter Thaysn, 2009.