Hel af Pieter Jansens
Der pågår en hyppig debat omkring overgangen fra traditionel germansk religion til kristendom. Et interesant eksempel på denne overgang er den der fandt sted under det merovingske dynasti (Frankerriget, lå bla. i dele af det nuværende Frankrig, Tyskland og Benelux). Her praktiseredes en begravelsesskik kaldet række-grave (row burials), som formodes at være indført af germanske indvandrere i det 4. århundrede kaldet irmionerne. Dette var altså en hedensk gravskik, men man fortsatte med at prkatisere den frem til anden halvdel af det 8. århundrede, altså et godt stykke ind i kristen tid. Her har man derfor et eksempel på en kontinuitet på kryds af religionsskiftet. Den slags eksempler er der mange af, men dette er særligt interessant, for det kan knytte sig direkte til hvordan skiftet blev opfattet af de samtidige. Dette tager Patrick J. Geary op i et essay: “The uses of archaeological sources for religious and cultural history”, fra bogen “Living with the dead in the middle ages”.
Det man kan lægge mærke til er hvordan gravskikken og gravstederne ikke undergik en gennemgåede ændring, som følge af de religiøse forandringer under det merovingske dynasti, eksempelvis fortsætter skikken med gravgaver og gravenes placering i rækker. Den forandring der sker er, at gravpladserne suppleres med en kirke eller en helligdom for en helgen. Ideen hermed var at sikre forbindelsen mellem ny og gammel skik. Man var hverken interesseret i at glemme eller fortrænge fortiden. Tværtimod søgte man at inkludere forfædrene i religionsskiftet. Den nye sejergiver – kristus – skulle også knyttes til de døde hvis postition i samfundet på ingen måde blev reduceret ved religionsskiftet. Pointen med at sikre forfædrenes inklusion i forhold til de nye skikke, var en udløber af den hedenske omgang med de døde, og altså en udløber af hendensk skik, ikke et forsøg på at annulere hedenskabet. Det var føst med den carolingske hersker Charlemange (742-814), at et forbud mod hedenske begravelsesriter blev indført i 786. Det kan bemærkes, at det ikke har været den nemmeste opgave, for gennem hele perioden har skellet mellem kristendom og hedenskab været meget flydende.
Dette kan så i tilgift kaste et andet lys over eksempelvis Harald Blåtands genbegravelse af hans forfædre Gorm og Thyra, nemlig at denne handling ligger i tråd med en ældre hedensk skik om at huske at inkludere forfædrene i samfundsudviklingen. Forfædrene,eksempelvis som mellemmænd i menneskets forhold til guderne, har været vigtige at fastholde i samfundets skik og tradition op igennem tiderne. Forfærdrene var, og skulle forblive at være, en del af samfundet.
Patrick J. Geary, Living with the dead in the middle ages, Cornell University Press, 1994.
Det historiske atlas, h.f. Ullmann publishing GmbH, 2012.
© Peter Thaysn, 2013.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar