MIDDELALDERENS MINNESKÅLE

                                               Ancestors af Pieter Jansens

Traditionen med at afholde blót stoppede i løbet af middelalderen, men en religiøs tradition, især en over 1000 år gammel tradition, forsvinder oftest ikke bare, men vil efterlade sig spor i de nye traditioner, der kommer i stedet for. Ikke som hemmelige selskaber, men som integrerede dele af nye skikke. Noget sådant kan have fundet sted ved dannelsen af middelalderens gilder i Norden. I bogen ”De glemte altre” gennemgår Lars Bisgaard en række egenskaber ved middelalderens gilder i Danmark, broderskaber med både verdslige og religiøse funktioner. Det fremgår, at gilderne tydeligt var et produkt af deres samtid, med baggrund i tysk indflydelse. Alle gilder var dedikeret en helgen, havde klart kristne segl, der skulle oftest ydes almisser (en kristen pligt), gildernes personsammensætning passede til middelalderens sociale forhold osv. Men alligevel kan der peges på, at visse dele af gildernes traditioner havde rødder tilbage til hedensk tid.

Kendetegn ved gilderne omfatter, at man ud over løbende opgaver og forpligtelser i gildet, afholdt møder nogle gange om året. Møderne lå fast, og der ville typisk være mellem 1 og 4 af sådanne faste møder om året, afhængigt af hvad det enkelte gilde besluttede sig for. Tidspunktet for møderne fastsattes efter kirkekalenderen, og det varierede så fra gilde til gilde hvornår møderne lå. Eksempelvis mødtes man ved midsommer hvis gildet var dedikeret Johannes Døberen. Det var også almindeligt, at et af de årlige møder var særligt vigtigt og derfor ekstra stort anlagt. Til gildemøderne pågik der altid druk (kaldet gildedrik), og til de store møder indgik der oftest et fællesmåltid. Det kunne gå lystigt for sig, der måttes endda indføres regler mod at kaste op, bære våben, spytte, indgå i slagsmål mm. Mad og drikke medbragte man selv og værten bekostede bl.a. brænde og foder, med mindre man naturligvis havde penge nok til et særligt gildehus hvor seancen så kunne henlægges. Gildedrikken stod på i tre dage eller ”så længe lagdrik stammer”. Selve gildedrikken begyndte på førstedagen, og på anden dag eller tredje dag var der så, hvis det var et større arrangement, et møde, der kaldets stævne. Her kunne gildets forehavender drøftes. Det bemærkes at betydningen af gildet understreges af, at stævnet finder sted efter gildedrikken. Det var altså ikke bare et spørgsmål om beslutningsdygtighed, som vi kender det i moderne forstand, der her var tale om, men en ældre opfattelse af begrebet. En opfattelse hvor beslutningsdygtighed ikke alene skulle oppebæres af almindelig mødedisciplin og dagsordner, men hvor selve forudsætningen for mødet skulle markeres – ganske markant. ”Fordi gildedrikken var et ritual, sammenvævet af gejstlige og verdslige elementer, kunne man på baggrund af de første dages intense oplevelser netop mødes i forvisning om, at man var hinandens brødre i et nærmere fastlagt social mønster. Drikken havde atter engang vist de vedtagne præmisser, man arbejde ud fra, og idealet om det sande broderskab var blevet holdt op på ny.” (Bisgaard s. 99). Men hvad handlede så denne gildedrik om, ud over det verdslige? ”Årets døde, gildets stiftere og andre henfarne var blevet mindet og en rød tråd, der kunne give mening og identitet til deltagernes egne liv var blevet fremhævet endnu engang. På denne måde kunne man netop tage fat på de udfordringer som gildet stod overfor og løse dem i broderskabets ånd. I det lys var stævnets placering optimal.” (Bisgaard, s. 100).
Deltagelse var så vigtigt, at et medlem af gildet blev straffet med bøde eller fratagelse af gildedrik hvis han ikke mødte op, hvilket var at blive sat uden for fællesskabet. Det er også relevant, at se dette i forhold til de normer, der herskede i middelalderen omkring julens afholdelse, der også fordrede, at man bryggede og medbragte øl til fejringen og at julen havde en forpligtende betydning i almindelighed, og der kunne pålægges straffe fra bøder til landsforvisning for ikke at deltage jf. middelalderens forordninger omkring jul i Gulatingsloven kap. 7 (Steinsland s. 275-276). Sammen med de ovenstående regler for adfærd under gildedrikken, er det sjovt at sammenligne med formaningerne i Hávamál’s gæstevers, der i flere tilfælde omhandler adfærd i forbindelse med større indtag af øl og mad (eksempelvis vers 11).

Det er vigtigt, at det er årets døde, gildets stiftere og andre henfarne, der bliver fremhævet i skålene. Naturligvis var det obligatorisk at udbringe skåle for de relevante helgener (gerne i par, eks. en helgen og dennes mor, ved jul kunne det være obligatorisk at udråbe skåle til Jesus og Jomfru Maria, som det i øvrigt også fremstår i Gulatingloven om julen, hvor øllet skulle signes til år og fred ved Krist og Sankta Maria), og man kunne også splejse til en stedfortrædende pilgrim til eksempelvis Santiago eller Rom (20-40 mark anno 1400), endog til Det Hellige Land (100-200 mark), så de kristne elementer var solidt på plads, men her kunne det tænkes, især pga. skålene for de døde, at der var en rest af noget ældre i gildedrikken. Denne specifikke gildedrik for de afdøde blev nemlig netop kaldt minnedrik. Ordet ´minne’ er et ældre dansk ord stammende fra det norrøne ´minni’ betydende ”ihukommelse” eller ”erindring” (”minde” på moderne dansk), og var åbenbart meget vigtigt, da man i de latinske gildeskrifter (en såkaldt skrå som man gerne skrev på det lærte sprog latin), hvori gildets medlemmer, regler og beslutninger blev nedskrevet, ikke oversatte ordet. Og det på trods af, at latinske ord som memoria, anniversarium eller commendationes havde været mere oplagte at bruge. Bisgaard bemærker så: ”Når man vælger at udtrykke det på dansk, må det være en bevidst handling, fordi glosen ’minne’ udtrykker noget, som de tilsvarende latinske termer ikke gør. Her går man næppe galt i byen ved at pege på indtagelsen af øl. Minnedrikning var en gammel tradition i Norden. Sagaerne anvender herom udtrykket ’full’, når førkristne tider omtales.” Ud over ordet ’full’ (betydede ’fyldt kop’), som betegnelse for at drikke en skål (eks. Odins full eller Frejs full) benyttedes også ’minni’ (minnis-öl eller minnis full) og disse minnis full ligner meget en forløber for minneskålen. Der er dog også en vigtig forskel på minnis full og minneskålen, da den dødes skål ved gildedrikken oftest blev formuleret som en bøn til en helgen, der så skulle gå i forbøn for den døde, frem for en skål direkte rettet til de døde, dvs. man, i modsætning til tidligere, indsatte en helgen som en slags mellemmand. Det skal også bemærkes, at der allerede da gilderne opstod i Danmark var etableret en skik i den katolske kirke, med at bede for de døde og at afholde mindemåltider (pitansen) i forbindelse med dødfald, så de beskrevne gildedrikke må betragtes som en videreudvikling i forhold til sådanne traditioner – men en videreudvikling som optager forskellige lokale præg i Norden. Uagtet den præcise sammenhæng mellem skålene er en analogi oplagt. Dette ser også ud til at gælde gudeskålene, der blot ”oversættes” til eksempelvis Krists minni. Især når man også fremhæver, at det mest prestigefyldte drikkeredskab ved gildedrikken var et horn, som man oftest skulle medbringe selv, og som kunne være af hjemlig okse eller mere eksotisk bison, men da begge var dyre, især når hornet skulle kunne nå rundt til alle og derfor skulle være stort, så brugtes almindeligvis også drikkekar af træ eller endda en skål hvor hver deltager havde sin egen kop og kunne dyppe efter tur. Det sidste var nok mest almindeligt. I en periode fra begyndelsen af 1100-tallet forbød kirken dog brugen af det hedenske drikkehorn, men det ændrede sig og smukt ornamenterede horn kom på mode igen omkring 100 år senere (Etting 2013). Hornet var nok i længden for fristende at bruge, da gildedrikken gik på omgang mellem deltagerne og hornet har netop den gode egenskab, at det må gå på omgang da det ikke lige er til at stille fra sig. En sjov detalje er, at der i gilderne fandtes en oldermand hvis opgave det var at styre disse skåle. Antallet af skåle taget i betragtning var det sikkert meget fornuftigt, men der var også visse former, der skulle overholdes, nemlig at man skulle fatte horn eller skål mens man sad, så skulle man rejse sig og synge skålen. Skålene der skulle udbringes var nedskrevet i skråen, og blev oftest udråbt tre ad gangen, på bestemte tidspunkter i løbet af stævnet. At øllet i den grad var i centrum illustreres også af en regel, der fandtes hos et gilde ved navn Hellestedgildet. Reglen lød, at man ikke måtte spilde mere øl, end man kunne dække med foden, og det var forbudt at hælde øl ud over hovedet på sin sidefælle. Dette illustrerer meget godt at grænsen mellem religiøs ophøjethed og fordrukken plathed kunne være hårfin, samt at den forbudte plathed altså omfattede spil af øl, eksempelvis at pøse det ud frem for at drikke det.

Omsorg for de døde

Som nævnt var nogle gildedrikke vigtigere end andre: ”I Odense var gildedrikken omkring midvinter årets vigtigste. Til ingen af de andre drikke, ej heller den som skulle holdes på Helligtrefoldighedssøndag, er der knyttet kost. Samme indtryk har man fra andre skråer, at en af gildedrikkende har været vigtigere end andre. Hvis skråen ikke selv udpeger hvilken, er det et vigtigt fingerpeg, hvis gildedrikken tillige har stævne tilknyttet. Skråen har ofte mindet medlemmerne herom, men naturligvis kan den have været forudsat. Ved at have en gildedrik, der var finere end andre, opretholdt man illusionen om, at man kirkeligt set fejrede en årstid.” (Bisgaard, s. 100). En kristen årstidsfejring kunne her bruges som en belejlig anledning, for det egentlige formål med de større forsamlinger, nemlig minnedrikken. Årstidsfejring var altså en mere legitim kristen anledning til at samles end minneskåle var det. Ikke at minneskålen skal ses som en hemmelig hedensk subkultur eller andet i den stil (mange gilder havde gejstlige medlemmer eller var ligefrem forbeholdt gejstlige), men ganske enkelt et levn, måske et der blev set lidt skævt til visse steder, som så mange andre levn, men ikke desto noget man formåede at passe ind i det almindelige kristne årshjul. Så den religiøse kerne i gilderne var netop omsorgen for de døde, og det var normalt at gilderne tog sig af begravelsen, og hvad der hørte til af arrangementer i den forbindelse (eks. gravøl, vågning, jordfæstelse og offer ved sjælemesser). Gilderne sikrede en stor samhørighed med de døde, såvel som blandt de levende. Det er ikke urimeligt, at se gilderne træde i stedet for slægten i de nye samfundsformer i middelalderen. Den ældste kilde til gilders eksistens i Norden går til bage til første halvdel af 1000-tallet, hvorfra der er bevaret en runesten rejst til minde om en gildebroder (Bjælbostenen). Ellers spreder gilderne sig op gennem højmiddelalderen (1050-1340 evt.), men de fleste opstår i kølvandet på de forandringer, som pesten og urbaniseringen medførte, i senmiddelalderen (1340-1536 evt.). Det har ifølge Bisgaard været en fejl når man tidligere primært har set gilderne som verdslige – de har haft en stor og rodfæstet religiøs funktion ud over de samfundsmæssige funktioner. Og minneskålene var en grundlæggende bekræftelse af disse funktioner og deltagernes tilhørsforhold. Gildernes religiøse indhold var med til at stille gilderne i et modsætningsforhold til den officielle kirkepolitik, og et øget fokus på det individuelle gudsforhold og kirkens centraliserende rolle i religionsudøvelsen kom til at betyde et skifte væk fra sådanne fællesskabers funktion i varetagelse af religiøse opgaver og riter. Et opgør der især fandt sted op til og under reformationen, eksempelvis med Christian den Førstes forbud mod gilderne i 1526.

Det er svært at undgå at bemærke de mange sammenfald med Snorris gengivelse af et blót beskrevet i Håkon den Godes saga kap. 14. Bemærk, at de fleste af disse gilder og deres skråer er samtidige med Snorri’s Heimskringla (hvori sagaen findes). Heimskringla angives at stamme fra ca. 1230, og de ældst bevarede skråer stammer også fra første halvdel af 1200-tallet. Dette rejser så spørgsmålet om disse minneskåle deler en fælles rod med Snorris blótberetning, eller om Snorris beretning er baseret på samtidens minneskåle og andre gildetraditioner. Men ligheden med at drikke minnis full og en insisteren på at beholde en tydelig minneskål i skråen og derved placere minneskålen i en tydelig religiøs kontekst, angiver i høj grad, at der er tale om en ældre forfædreskik og at disse skråer kunne rumme en middelalderlig overlevering af nogle gamle blótelementer, på lige linje med Heimskringla og Gulatingsloven, og de bør i så fald indgå i oversigten over kilder til blót selv om gildedrikken er tydeligt kristen. Accepteres dette må man også angive at Kristi- og helgenskålene kunne have et lignende ældre ophav.

Litteratur

Lars Bisgaard: De glemte altre – Gildernes religiøse rolle i senmiddelalderens Danmark, Odense Universitetsforlag, 2001.
Vivian Etting: The story of the Drinking Horn – Drinking culture in Scandinavia during the Middle Ages, Syddansk Universitetsforlag, 2013.
Poul Bredo Grandjean: Danske gilders segl fra middelalderen, A/S J. H. Schultz forlag, 1948.
Anne Holtsmark og Didrik Arup Seip: Snorres Kongesagaer, Gyldendal Norsk Forlag, 1934.
Gro Steinslund: Norrøn religion – Myter, Riter, Samfunn, Pax Forlag A/S, 2005.

Håkon Hauglund: Fellesskap og brorskap, ph.d. afhandling, Bergen Universitet, 2012. Findes her.
Arild Hauge: Norrøn drikkekultur, Findes her.
Stoff: Gylfes oplysning, Kildevæld nr. 2, Nordisk Tingsfællig, 2012. Findes her.

© Peter Thaysn, 2014.