Skjalde af Pieter Jansens
Kan en fortælling være mere rigtig end en anden? Kigger man lidt på sagaforfatternes selvforståelse ser det ud til, at der har hersket en kollektiv fællesforståelse af, at noget kan være mere rigtigt end noget andet, i kontrast til eksempelvis e individuel dogmatik der starter og slutter i den enkelte. Den kollektive rigtighedsopfattelse bunder i værdsættelsen af den gode egenskab. Man værdsætter det gode blót, den skarpe kniv, det hurtige hest osv. Og bør dette værdsættes i sammenhæng med asatro i forbindelse med hvad der er rigtigt og forkert, sand og falsk?
Preben Meulengracht Sørensens bemærker i sin bog ”Kapitler af Nordens litteratur i oldtid og middelalder” følgende:
”En selvbevidst og veluddannet klasse af bønder skrev fortællinger som de betragtede som sande, om sig selv og først og fremmest om deres forfædre og deres bedrifter.”*
Hvilke fortællinger, man på et givent tidspunkt, og sted, har digtet eller debatteret, har altid haft en stor betydning for det fællesskab der opstod som følge deraf, men også selve ideen om hvad den rigtige historie var, altså den måde hvorpå man overordnet er gået til moralerne og pointerne, har haft afgørende indvirkning.
Det er ikke de store udredninger af disse ting man støder på i de norrøne tekster, men et bud findes dog i prologen i Íslendingabók, hvor det om bogens indhold hedder: ”Såfremt noget er sagt forkert i disse kundskaber, så skal man vælge det, som viser sig at være rigtigere.” Det kan med rette påstås, at denne holdning mere afspejler middelalderens syn på samtidshistorie baseret på skriftlige kilder såvel som øjen- og hørevidner, men jeg vil alligevel prøve, at sammenligne denne stump tekst med hvad vi kan sige om en rent mundtlig tradition, hvori de norrøne myter er blevet grundfæstet og genfortalt.
Fortælling og historie
I den mundtlige fremstilling er det, der fanger lytterens opmærksomhed, måden hvorved den velkendte historie bliver formidlet på. I fortællingen om historikeren og skjalden Sturlu þórðarson (Sturlu Þáttr) fra Sturlunga Saga findes der en episode, som beskriver hvorledes en mundtlig fortælling har været værdsat: ”Så fortalte han sagaen om Huld, bedre og med større kundskaber end nogen af de tilstedeværende havde hørt den før.”
Et vigtigt sandsynligt element ved den mundtlige fortællekultur var, at viden ændrede sig, mens den blev husket, og når den blev formidlet, noget brugtes igen og igen, mens andre ting gled ud eller ændrede form. Dette var især gældende når en fortælling overførtes fra en egn til en anden, eller fra et samfund til et andet. Men man skal ikke forlede sig til at tro dette rummede en fri relativisme i historien bare fordi fortællingen skiftede form og tog anderledes elementer ind. Historiens etiske pointer og bestemte mytiske handlingsforløb gik igen, trods ændringer i selve fortællingen, ellers blev historien meningsløs. Der er altså en pointe i, at det der betegnes fortællingen er formen, mens det der betegnes historien er de bærende elementer af den kollektive forståelse.
Dette kendes også fra den skriftlige tradition, hvor man må betragte de til vores tid overleverede tekster som enkelte manifestationer af én fortælling blandt flere, altså en specifik fortælling knyttet til forfatteren, men hvor historiens gennemgående elementer tilhører et fælles grundlag inden for en gruppe, det man kalder tradition.
Om både middelalderens tekster og oldtidens mundtlige tradition kan man sige, at det rigtigste ikke er givet én gang for alle. Om tekststedet i prologen i Íslendingabók kan det siges, at det både kan repræsentere middelalderens skriftkultur såvel om oldtidens mundtlige tradition jf. fortællingen om Sturlu.
Konsekvens
Hvis man accepterer noget kan være mere rigtigt end noget andet, altså at sandheden ikke er givet én gang for alle, og at kundskaber og færdigheder han bringe nye elementer for dagen, hvilken betydning kan det så få i dag?
En sandhed er i et teologisk sammenhæng ofte en konvention, og en sådan konvention bør opstå i et fællesskab gennem løbende debat, udfordringer og brugen af alle kundskaber og færdigheder. Konventionen må udfordres og forbedres efterhånden som fællesskabet udvikler sig. Derfor er det nødvendigt, at arbejde ud fra en tilgang der fremmer debatten frem for at hæmme den, for en tilgang der hæmmer debat, eksempelvis ved at kunne bruges som debatstopper, fremmer en tilgang der fremmer dogmatik, i stedet for udvikling af kundskaber og færdigheder. Det er at ”vælge det som viser sig at være rigtigere”/”med større kundskaber” frem for ”ingen ved” eller ”vi alene vide”.
Hvordan man betragter rigtigheden af en gengivelse har altså en klar konsekvens for hvilket grundlag et fællesskab opbygger og arbejder videre med. Her kan man godt lade sig inspirere af asernes vedvarende jagt på indsigt og kundskab, og tilslutte sig et værdisæt som harmonerer dermed. Hvad der kan vise sig at være rigtigere, bliver så kernepunktet i debatten, hvilket vil anspore til at søge, lede, opdage og udforske frem for at afslutte. Så alle kan byde ind, alle kan blive hørt, og hvad der vurderes rigtigst vil blive husket. Vi er alle Sturlus publikum.
Som Sturlu
Vores myter er faktisk skriftligt overleveret til os, den mundtlige tradition fra oldtiden blev brudt, og derfor kommer Íslendingabók ’s rigtighedsopfattelse pludseligt til at blive brugbar for os i dag, når vi skal diskutere de nedskrevne myter i en ny tradition, der oprindeligt er opstået i en mundtlig kultur, men altså er bevaret i skriftlig form. Íslendingabók’s sætning om rigtighed er brugelig i forhold til en nutidig, konstruktiv debat om det vi kalder asatro. At forbedre vores kollektive opfattelse af myter og kvad bør være et mål i en udforskende debat om asatroens indhold og formål, og derved bør det være et blivende grundlag for asatro, en tilgang der frem for at fastfryse tanker og ideer bygger på viljen til at søge kundskaber og øge færdigheder, ligesom Sturlu gør det.
Som Preben Meulengracht Sørensens også bemærker i sin bog:
”De bevarede kundskaberne om fortiden, og de udforskede historien for at forstå deres egen plads i den.”*
Noter:
Denne artikel trækker på Preben Meulengracht Sørensens ”Kapitler af Nordens litteratur i oldtid og middelalder”, 2006, Aarhus Universitetsforlag. Især kap. 2 (Den mundtlige kultur), kap. 8 (Middelalderen) & kap. 13 (Kongesagaer). *Indledende og afsluttende citat er fra kapitel 10 (Norrøn litteratur) s. 148 hhv. s. 147.
© Peter Thaysn 2008, 2009.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar