NORRØN KALENDER

Hvad siger de norrøne kilder så omkring højtider og tidsregning: Ikke så meget faktisk, ligesom de ikke siger meget om ceremoniel praksis, men lidt er der da, og den viden har Anders Nordberg samlet i et fantastisk studie kaldet ”Jul, disting og tidsregning” fra 2006. Jeg vil kort gengive hvad jeg fik ud af at læse studiet herunder egne tanker i forlængelse af studiet.

Tidsregning

Først og fremmest kan man spørge hvad det var for en kalender man anvendte før indførelsen af den julianske kalender i løbet af 11. hundredetallet. Nordborg opremser flere forskellige systemer for at holde styr på kalendere, men et af systemerne som han omtaler som særlig for de nordiske lande er en måde hvorpå man kan opdele året i kvarte, ved de to årstiders begyndelse og midte. Efterfølgende placeres højtider og andre arrangementer i disse kvartaler. Denne metode byggede på to forskellige systemer. Et system med opdeling af solåret i faste uger, samt en kombineret sol- og månekalender. Dette mener forfatteren har været indført i Norden i løbet af det 4. eller 5. århundrede, hvor han mener den Nordiske version af ugedagene som benyttes i dag stammer fra. Ugedagene i Norden er navngivet på baggrund af germanske og angelsaksiske ugedagsnavne, der igen var direkte overførte fra de romerske ugedagsnavne. Men germanerne overtog ikke hele den julianske kalender fra romerne, kun benævnelsen af ugedage, så disse må være blevet inkorporeret i et eksisterende kalendersystem, som altså er dette kombinerede system Nordberg forsøger at finde frem til. Der har altså været et solår og syv-dages uger med de ugenavne vi kender i dag. Da 52 uger er lig med 364 dage, og solåret er på 365,24 dage, har det været nødvendigt med en løbende tilpasning, det vi i dag benytter skuddagen i februar til, men som først blev indført med den gregorianske kalender. I Norden håndterede man muligvis denne tilpasning ved at tilføje en ekstra dag hvert år, en dag som ikke var en del af en uge. Ved at udpege en bestemt dag hvert år som ekstra dag har man kunne få sol og ugesystem til at harmonere bedre og sikret at forskydningen af kalenderen i forhold til solåret var minimal.

I denne kalender var året delt op i fire kvartaler hvor de første dage i et kvartal omtales henholdsvis: vinternætter (vinters begyndelse), midvinternatten, sommermål (sommers begyndelse) og midsommer. Disse var fastlagt ud fra solhvervene. Nordberg når i den sammenhæng frem til at bud på hvordan denne kalenders mærkedage kan have set ud baseret på kilderne, og gengivet i de datoer der gælder i vores nuværende kalender:

Vinternætter: 20.-22. oktober.

Midvinternatten: 19.-21. januar.

Sommermål: 20. – 22. april.

Midsommer: 20. – 22. juli.

Regneteknikken er at disse tidspunkter falder 4 uger efter solhverv eller jævndøgn, undtagen sommermål der falder 30. dage efter jævndøgn da dette jævndøgn ikke falder lige midt imellem de to solhverv, og derfor har man lige regnet et par dage forkert når man beregnede hvor sommermål skulle ligge. Sandsynligvis fordi man bare beregnede hvor solhvervene lå og så gik ud fra at begge jævndøgn lå lige midt mellem solhvervene (solhvervet var nemmest at fastslå tidspunktet for, sandsynligvis ud fra sol og stjernes placering over horisonten, så stjernerne havde formodentligt også deres rolle at spille). Som det fremgår, har man regnet de tre første dage i hvert kvartal som værende begyndelsen af kvartalet. Det var ud fra disse fire fikspunkter fastgjort i solåret, at man regnede tid, eksempelvis kunne man aftale at mødes tre uger efter sommers begyndelse eller seks uger efter midvinternatten osv. Jeg vil for egen regning bemærke at denne kalenderskik benyttes på Island hvor asatrosamfundet afholder blót på Thingvellir i sommerens tiende uge, altså i den tiende uge efter sommermål. Fordelen ved denne kalender er, at de mærkedage man planlægger efter ligger samme sted hvert år, og placerer man så en højtid, ting, markedet eller andet så og så mange uger efter mærkedagen, så bliver tidspunktet det samme fra år til år.

Angående selve døgnet har det også været vigtigt at placere korrekt. Det tyder på at man mente døgnet startede med mørket efter solnedgang. Hver dag havde navn efter en gud (undtagen lørdag). Og lige som året var inddelt i tider, ligeledes var døgnet: nat-morgen-middag-mellemtid-aften (så vidt jeg forstår Vølvens Spådom vers 6).

Højtider

Men der var som nævnt også en anden kalendertype i form af en kombineret sol og månekalender. Den primære tællemekanisme var sandsynligvis månen og Nordberg peger på at man sandsynligvis har talt fra nymåne til nymåne og 12 af dem har udgjort et år. Da månens cyklus er på ca. 29,5 dage betød dette at måneåret forskubbede sig 11 dage om året i forhold til solåret, så der blev indsat en skudmåned hvert tredje år for at rette op på dette. Nordberg giver to bud på hvordan det har fungeret. Der var to julemåneder hvert år. Enten regnede man med at den første julemåned altid skulle strække sig mindst til vintersolhvervet. Faldt vintersolhvervet efter den første julemåneds ophør var forskydningen i månekalenderne blevet så stor at det var tid til at indskyde en ekstra måned. Alternativt hvis nymånen i anden julemåned faldt 11 dage eller mindre efter vintersolhvervet var det tid til den ekstra måned. Den ekstra måned blev indsat ved sommersolhvervet den følgende sommer så man forlængede sommeren med en måned.

Hvor markeder og ting kunne placeres ud fra ugekalenderen ser det ud til at de større hellige fejringer, blótene, har været kalenderlagt ud fra sol- og månekalenderen. Nordberg går i dybden med placeringen af julen. Julen blev fejret i tiden omkring midvinter, der altså lå fra d. 19. – 21. januar. Det bedste bud er, at Juleblótet blev afholdt ved første fuldmåne efter første nymåne efter vintersolhverv. Det betyder i vore dages kalender, at den første af julens tre dage falder i perioden fra 5. januar til 2. februar.  Formålet ved juleblótet beskrives som at sikre en god høst senere på året.

Nordberg nævner også fejringen i forlængelse af overgangen til vinter ved vinternætter. Vinternætter var noget særligt da det markerede et nyt års begyndelse. Det var i den anledning man fejrede diseblót, muligvis ved første fuldmåne efter første nymåne efter vinternætter. Dette blót bliver i kilderne beskrevet som en ofring for at sikre væksten i det kommende år, et godt nyt år. Denne højtid vil falde i perioden fra 7. oktober til 4. november (eget forslag).

Kildematerialet nævner også en fast højtid i forlængelse af sommermål kaldet sejersblót. Muligvis for sejre i løbet af den kommende sommer. Norberg giver ikke sit eget bud hvor det kunne ligge, men det kunne analogt med jul være ved første fuldmåne efter første nymåne efter sommermål. Herved ses et årshjul med fejringer ved vinters begyndelse, midvinter og sommers begyndelse. Denne højtid vil falde i perioden fra 4. april til 2. maj (eget forslag).

Hvad med midsommer tænker nogen, har der ikke også været en højtid i forlængelse af midsommeren i juli. Måske, vi ved bl.a. det islandske alting blev placeret om sommeren, og det kan have været afholdt med blót inkluderet, men der er ikke noget der peger direkte på at der var et særligt midsommerblót.

Storblót

Ud over dette årshjul med højtider, ser Nordberg også spor af en længererækkende tidsregning i forbindelse med højtider. Her er der tale om en otteårs cyklus der følger månen. Denne cyklus nævnes i flere kilder som henviser til særligt store blót hvert niende år. Her forklarer Nordberg, at når der henvises til ni år så talte man dem anderledes end vi gør i dag, man talte nemlig inklusivt. Dette betyder man talte det sidste år i en cyklus med som det første år i den næste. Derfor ville de her fejringer finde sted hvert ottende år i den måde vi tæller på i dag. Det vil sige de store blót hvert ottende år både markerede afslutningen og starten på en cyklus. Nordberg finder frem til en række betydninger af disse store blót. Eksempelvis blótet i Lejre beskrevet af Thietmar af Merseburg. Dette storblót skulle afholdes hvert niende (altså hvert ottende) år. Theitmar beretter at man ofrede 99 mennesker ved dette blót. Dette svarer til antallet af månecykler i otte år. Så det kunne tænkes man ofrede en person for hver måne i den store cyklus. Et andet element Nordberg ser på er længden af disse storblót. Det berettes af disse begivenheder både omfattede blót, ting og marked og strakte sig over ni dage.  Nordberg når frem til at dette omfattede en dag til fredlysning, syv dages marked og ting, og en dag hvor fredlysningen blev ophævet. Fredlysningen var en trippelfredlysning med både markedsfred, tingfred og blótfred. Derved kan der har været fortaget offerhandlinger om aftenen/natten otte dage i træk, et offer for hvert af de kommende år i næste cyklus (man havde ikke offer om aftenen den sidste aften da fredlysningen var ophævet her). Et sådan ni-dages blót beskriver Adam af Bremen fra Uppsala. Her beskrives det at der blev ofret ni eksempler af forskellige dyr, samt trælle, og det totale antal ofre var 72. Dette giver netop de otte dage med offer, hvis man ofrer ni af en slags hver dag. Ifølge Adam af Bremen blev det sidste storblót afholdt i Uppsala i 1078. Tager man udgangspunkt i det og regner fremad til i dag, så vil den nuværende cyklus på ni år (anvendende den inkluderende tællemetode så det reelt er otte år pr. cyklus) slutte og den næste starte i 2022 (egen beregning).

Ovenstående er et meget forsimplet og på flere punkter bearbejdet uddrag af Nordbergs mange grundigt argumenterede pointer. Studiet rummer meget mere. Der er flere helligdage, der er regionale forskelle mellem eksempelvis vest- og østnordiske kilder mm. Og det er meget muligt jeg har misforstået dele af det, så hvis der er en opmærksom læser der bemærker fejl eller mangler i det jeg har skrevet i forhold til at forstå Nordbergs arbejde så skriv endeligt.

Hele verden i en kalender

Hvilke tanker giver dette kalendersystem og system for tidsregning så, i forhold til hvordan man i den norrøne verden har opfattet sig selv i forhold til guderne? Nordberg giver nogle kommentarer undervejs omring dette, og med løsesligt udgangspunkt i det vil jeg forsøge at strukturere mine egne tanker i det følgende.

Menneskets virke i verden er bundet til verdens fundamentale indretning: Årets gang, solen og månens gang, og det grundlæggende forhold til guderne gennem offer. Selve verdens indretning er afgørende for den religiøse praksis og menneskets rolle i verden. Mennesket er med til at forme og kultivere verden, men er dog ikke i stand til at ændre på verdens fundamentale sammenhænge. Derfor er det vigtigt med en tidsregning der direkte udspringer af verdens struktur, herunder sol og måne. Hvert solår, hver månecyklus, hver sommer og vinter er vi som mennesker underlagt, disse ting sker omkring os og er ude af menneskets kontrol. Så overvejelserne må handle om hvordan man kultiverer det, så man udfylder sin rolle og bruger de åndsgaver og skaberevner man er udstyret med.  Først og fremmest gennem etablering af en kalender med højtider, der forbinder mennesket til de skabende magter og den verden de har formet. Guderne har sat sol og måne i bevægelse for at tælle tid, og som solens år går, observerer vi solens rytme og derved forbinder vi os til de magter der satte den i bevægelse. Det samme gælder for månens bevægelse og ved de centrale højtider, som disting, jul og sejersblót er det afgørende at både sol og måne er med til at angive tidspunktet for højtiden så hele menneskets verden på den måde er inkluderet. Dette træder tydeligt igennem med storblótene. Hver en månecyklus og hvert er solår skal huskes. Det er et udtryk for forståelsen af den fundamentale sammenhæng mellem gudernes indretning af verden og menneskets vilkår og rolle i verden. Mennesket udlever (eller forsøger på) de spilleregler guderne har formuleret. Spillereglerne er lige så meget et grundvilkår, som de er selve det værktøj verden kan bearbejders med, som ens eget liv kan formes med og som man kan involvere sig i andres liv med. En kalender og tidsregning som beskrevet ovenfor er med til at holde mennesket forbundet til disse grundvilkår, så man ikke fortaber sig i en fremmedartet verden uden mål eller med, og de kan være med til at lede menneskets virkekraft i de rigtige retninger. Når mennesket så op på himlen kunne man se selve gudernes kalender glide forbi i form af solen, månen og stjernerne - sol og måne i sig selv guder. Det er ikke overraskende man vedligeholdt flere dramatiske myter om disse himmelguder med heste, vogne og ulve.

Hvad kilderne siger om tidregning og højtider ligger tydeligvis ikke godt i forlængelse af de mest udbredte praksisser i dag. Ideen om at fejre årstiderne ved at stå i en cirkel ved jævndøgn og solhverv er en nyreligiøs parksis som blev populær gennem Wicca. Derfra blev den så importeret til asatroen. Praksissen med årstidsfejring har i mange år været suppleret med en masse røverhistorier om at være oprindelig eller bare gammel, men de færreste holder fast i dette i dag.

Se gerne:

Vølvens Spådom 5 og 6

Grimnirsmål 37, 38, 39

Vafthrudnirsmål 11, 12, 13, 14, 22, 23, 24, 25

Kilde: Nordberg, Andreas: ”Jul, disting och förkyrklig tideräkning: Kalendrar och kalendariska riter i det förkristna Norden”. Kungl. Gustav Adolfs Akademien för svensk folkkultur. 2006.

Studiet kan findes online i PDF-format. Læs det endeligt.

©Peter Thaysn, 2019.