Det er ikke megen
samtidig information man kan få om norrøn religiøs praksis, men der er dog
overleveret nogle få tekstlinjer fra dem der selv var en del af den gamle skik,
og de kan give os adgang til at løfte en flig af sløret for hvordan man i
praksis har dyrket aserne.
Lasse Christian Arboe Sonne har I bogen
”Thor-kult i vikingetiden” (2013) gransket kilderne og er nået frem til syv
samtidige tekststumper, som kan fortælle noget om den faktiske dyrkelse af den
norrøne religion, i dette tilfælde specifikt dyrkelse af Thor. Og så en
enkelt tekst om Thordyrkelsen skrevet af en udenforstående, men som er samtidig
med dyrkelsen. Sonne mener det er helt nødvendigt at støtte sig til samtidige
kilder (altså kilder der kan dateres til vikingetiden), for at kunne sige noget
som helst gældende omkring hvordan den norrøne religion har set ud og været
praktiseret.
Jeg vil kort nævne de forskellige tekster og
opsummere hvad de siger om Thor-kulten jf. Sonnes bog.
Lad dette primært tjene som inspiration til selv
at samle bogen op (hermed anbefalet).
Fire runesten
De fire første tekster er fra runesten der
inkluderer en sætning om at Thor vier. Med det menes stenen og runerne vies til
Thor, og teorien er, at indskriften i sig selv er værnene, så det skal ikke
tolkes således, at det er en information til læseren, men at det i stedet skal
forstås sådan, at indskriften virker alene ved sin tilstedeværelse. Ud fra
dette kan man sige, at en ide om Thor som en der beskytter, træder frem.
De relevante brudstykker af tekst fra de fire
runesten er som følger:
Glavendrup-stenen: ”Thor vie disse runer”.
Virring-stenen: ”Thor vie disse mindesmærker
(kumler)”
Sønder Kirkeby-stenen: ”Thor vie … runer…”
Velanda-stenen: ”Thor vie”.
Så disse fire tekstbidder peger på Thor som en
der kan værne om særligt ting eks. runesten, og derved Thor som en der kunne
påkaldes i sådanne tilfælde for at afværge latente farer som. hærværk.
To runetekster
Så er der to tekster som peger på Thor som
beskytter.
Runepladen fra Södra Kvinneby (en lille kobberplade
som kunne bæres som vedhæng). En mulig oversættelse af en af linjerne
lyder: ”Thor beskytte ham med den hammer” (Þórr gæti hans meðr þeim
hamri). Og en anden linje lyder: "guder er under ham og over ham” (guð eru undir honum ok yfir honum). Det første
er endnu en såkaldt vieformel, og beskyttelsen omfatter nok kobberpladens
bærer. Den anden linje placerer bæreren i en slags beskyttet tilstand med guderne
både over og under ham.
Canterbury-formularen er fra en engelsk tekst om
Thordyrkelsen hvor en formegentligt autentisk runeinskription gengives (i
øvrigt som et indskud i en samling af praktiske forhold vedrørende det daglige
liv i et kloster). En del af teksten af dette indskud kan oversættes: ”Thor vie
dig, tursers drot, Gyril, såromrører. Imod blodåre-pus (blodforgiftning)”. Her
ser vi en værneformel mod sygdom, specifikt blodforgiftning.
Disse to formuleringer peger på Thor som en der
beskytter ved at værne en person, mod sygdom og farer eks. blodforgiftning
(uden der angives andre ting som der kunne værnes imod). Det fremgår heller
ikke klart om det er mod eventuelle fremtidige farer, eller om det er mod en
aktuel. Eller begge dele. Det er derfor uklart hvad det i bredere forstand har
været Thor skulle beskytte imod.
Et skjaldedigt
Så er der en tekst som omhandler Thor i relation
til helligsteder.
Skjaldedigtet Vellekla (mangel på guld) er
skrevet af Einar Skåleglam til Håkon Jarl som et hyldestdigt skrevet i tiden
før 995 hvor Håkon Jarl dør. I digtet beskrives Håkon Jarl som en hersker, der
kan sikre fred (friðr). Fred forstås her som en tilstand mellem parter hvor
begge overholder sine aftaler og forpligtelser (det kan være mellem
enkeltpersoner eller sociale grupper) og derved eksisterer der stabilitet og
fravær af konflikt parterne imellem (men ikke nødvendigvis fravær af kamp med
andre parter). Ifølge digtet har Håkon Jarl opnået dette ved at respektere
bestående gårde og kultsteder, og deres retsmæssige gyldighed. Det vil
sige at Håkon Jarl har etableret en balance mellem hans ret som hersker til at
råde over produktion og ejendomme i landet og folkets interesser, og at denne
balance er sat juridisk i system. Dette sker på baggrund af, at Håkon Jarl
efter nogle år med den kristne konge Harald Gråfeld, formår gennem kamp at
bringe den hedenske kult tilbage i Norge, og derved skabe denne fred i tiden
efter 970. Og det er så her Thor kommer ind i billedet gennem de kenninger som
anvendes i digtet. I digtets strofer 15-17 beskrives dette.
De relevante vers er i Sonnes egen oversættelse:
Ǫll lët senn enn svinni
sǫnn Einriða mǫnnum
herjum kunn of herjuð
hofs lǫnd ok vé banda.
Hurtigt lod den kloge (→fyrsten) alle gårdens befolkningskendte lande (→Norge) og guders hærgede helligsteder være sande for Einriðis (→Thors) mænd (→nordmændene).
Áðr veg jǫtna vitni
valfalls of sæ allan
- þeim stýra goð – geira
garðs Hlórriði farði.
Før spyds gærdes (→skjoldets)
Hlórriði (→krigeren) sejlede med mandefaldets ulv (→sværdet) over hele havet
til jætters vej (→Norge) – ham styrer guder.
Ok herþarfir hverfa
(Hlakkar móts) til blóta
(rauðbríkar fremsk rœkir
ríkr) ásmegir (slíku).
Og de befolkningsgavnlige gudesønner kommer til blotene; Hlǫkks mødes (→kampens) rødfjelds (→skjoldets) mægtige plejer (→krigeren) vinder hæder ved sligt.
Nú grœr jǫrð sem áðan;
aptr geirbrúar hapta
auðrýrir lætr óru
óhryggva vé byggva.
Nu gror jorden som før; rigdomsformindskeren (→fyrsten) lader på ny spydbroens (→skjoldets) ubedrøvede benyttere (→krigerne, mændene) opføre guders helligsteder.
Nú liggr allt und jarli
(ímunborðs) fyr norðan
(veðrgæðis stendr víða)
Vík (Hǭkonar ríki).
Nu ligger alt norden for
Viken under jarlen; kampbrættets (→skjoldets) vejr- (→kamp) – gøders
(→krigerens), Håkons, rige står vidt.
I digtet henvises der typisk til magterne gennem
kollektive betegnelser som hǫpt eller bǫnd (som begge er
flertalsformer for binding), men i et tilfælde bruges kenningen ”Enrides
mænd” (menn Einriða), hvor Einriða (den der færdes/rider alene) er et heiti for
Thor og kenningen betyder derved Thors mænd = nordmænd. Her argumenteres det
så, at denne kenning er specielt konstrueret til digtet og den specifikke
kontekst, da det ikke rimer med nogle andre ord i verset, og derfor ikke kan
være valgt af hensyn til allitterationen. Betydningen er altså specifik og må
henvise til det konkrete i teksten, hvilket vil sig det henviser direkte freden
mellem Håkon Jarl og nordmændene, og altså omhandler freden gældende gårde
og kultpladser, som nævnes i samme vers. Og når netop et heiti for Thor
anvendes til dette, så kan der være tale om kultpladser (vé) for Thor (eller at
Thor tænkes som havende en specifik rolle i forhold til at beskytte kultpladser
og/eller gårde vel sagtens). At helligstederne er bygninger, understreges af,
at det beskrives hvordan de ødelagte helligsteder skal genopbygges (óhryggva vé
byggva). ”Byggva” som ord henviser nemlig til at bygge eller opføre, eller
sætte i stand. Så der er tale om menneskelige konstruktioner. Dette bevirker at
”de befolkningsgavnlige gudesønner kommer til blotene”, altså at
helligstederne igen kan bruges til at give ofre til guderne. I versene lægges
der vægt på magternes kollektive gavn, de er nyttige for hele befolkningen
(”befolkningsgavnlige”), og den centrale effekt af at dyrkelsen af guderne er
genetableret er at ”nu gror jorden som før” (nú grœr jǫrð sem áðan).
Men hvad ligger der så i, at Håkon Jarl lader
gårde og helligsteder gælde som ”sande for nordmændene”. Sand skal her læses i
relation til begrebet fred, altså at Håkon respekterer gældende juridiske
regler for kultsteder og gårde. Håkon Jarl etablerer altså en gyldig og
stabil fred i landet hvor fyrsten ikke forgriber sig på bøndernes ejendom, men
i stedet sikrer kultstæderne og blótene så jorden gror igen.
Og så en prædiken
Til sidst en tekst som nævner udbredelsen af
Thor-kulten, nemlig Ælfrics prædiken kaldet ”De Falsis Diis.”
Denne tekst er fra slutningen af 900-tallet og
beskriver de hedenske guder og deres falskhed, og er altså ikke en tekst af
folk som har dyrket Thor, men beskriver Thordyrkelsen udefra. Her beskrives
Thor som den mest elskede af danerne. Om det betyder at Thor-kulten måske har
været særligt udbredt i Danmark, eller måske stod særligt centralt i Danmark er
dog uklart. Interessant er også Sonnes kommentarer til sætningen. Det er muligt
at forfatteren Ælfric gør en fejl her og benytter kærlighed som den
fundamentale relation mellem guder og mennesker på baggrund af sin egen kristne
skoling (han var abbed). Sådan beskrives relationer ikke mellem aser og
mennesker ellers, her benytte oftest ”trúa”=stole på, have tillid til”, eks. i
digtet Sonnatorrek af Egil Skallagrímson. Det er det samme ord som beskriver
forholdet mellem venner eller forbundsfæller. Hvad dyrkelsen af aserne har
måtte handle om kan ses af de beskrivelser som benyttes i skjaldedigtene om
aserne i forhold til hvad de karakteres som og derfor er hellige: berømte (orðsæll,
frægr, mærr) , kloge (svinnir), ukrænkelige (heilagr), kyndige i råd (raðgegninn),
dygtige (týframr, kostigr) og gavnlige for befolkningen (herþarfr). Dette kan
suppleres med beskrivelser fra edda-digtningen af aserne som nyttige (nýtr) i
Vafðrúðnismál og Grímnismál. I sidstnævnte beskrives det endda muligvis hvordan
nytte kan gives videre fra magterne i form af at vække ønskelig
hjælpsomhed/adfærd (vilbiǫrg) hos en modtager (eks. herskeren eller hans
krigere), altså vækkes en adfærd hos modtageren, som skaber fremgang og fred,
gennem hjælpsomme egenskaber eks. loyalitet og social forpligtelse (Kure 2022).
Det kan give fingerpeg omkring hvad man har ment et gaveoffer til guderne har
kunne have af betydning, nemlig at sikre sig andel i gudernes gavnlighed, som
guderne besidder i kraft af deres gode egenskaber.
Samlet set vurderer Sonne at disse otte
tekster/fragmenter tilsammen potentielt viser tre forskellige brudstykker af en
praksis i tilknytning til Thor, nemlig Thor som en der kan påkaldes til værn
for særlige ting (eks. runesten), eller som en der kan beskytte en person mod
farer, eks. sygdom. Og for det tredje som en beskytter af faste helligpladser, og
disse helligpladser var nødvendige for at kulten kunne sikre ”den agrare
velfærd” gennem blót, og at nytten var for befolkningen som sådan, altså en
generel nytte. Altså en gud der kunne værne ting, personer og steder. Og så et
sidste muligt vidnesbyrd om at Thor-kulten havde en særligt betydelig rolle i
Danmark.
Ovenstående er blot en kort gennemgang af de få
kilder til Thor-kult, som forfatteren mener mest sandsynligt er
troværdige, og derved tegner et billede af hvad Thor-kulten kan have handlet om
oprindeligt. Meget mere gennemgås i bogen.
Litteratur
Lasse Christian Arboe Sonne: ”Thor-kult I
vikingetiden. Historiske studier i vikingetidens religion”. Studier fra Sprog-
og oldtidsforskning nr. 349. Udgivet af Museum Tusculanums Forlag, Københavns
Universitet, 2013.
Henning Haglskær Kure: "Friggs Cunning - Initiation in the framing
Myth of Grínismál". I Religionsvidenskabeligt Tidsskrift 74, 2022:
"The wild hunt for numious knowledge: Perspectives on and from the study
of pre-Christian Nordic religions in honor of Jens Peter Schjødt". https://tidsskrift.dk/rvt/article/view/132096
Se det rekonstruerede Vellekla
digt på Heimskringla.no (fantastisk side): http://heimskringla.no/wiki/Vellekla_(Einarr_sk%C3%A1laglamm)
Vellekla på oldnordisk og på engelsk kan ses
på Skaldic Project (fantastisk side):
https://skaldic.org/m.php?p=text&i=1181
Læsevejledning
Ælfrics prædiken De Falsis Diis på s. 9-11.
De fire runeindskrifter på s. 24-35.
Runepladen fra Södra Kvinneby på s. 36-43.
Canterbury teksten på s. 43-59.
Skjaldedigtet Vellekla på s. 172-181.
© Peter Thaysn, 2022.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar