Ragnarok – gudernes saga

 

Ragnarok bruges normalt som reference til gudernes ende, afslutningen på hele den store fortælling om aserne. Fortællingen findes især i Vølvens Spådom og kvadet om Vafthrudnir. Begge steder omtaltes begivenheder, der omhandler afslutningen på fortællingerne om aserne og som ligger ude i fremtiden. Ligesom der er en mytisk fortid, hvor verden bliver formet af magterne, er der en mytisk fremtid, hvor samme skaberværk ødelægges og omformes. Jeg vil ikke gå ind i de forskellige historier der knytter sig til disse begivenheder i mytisk fremtid, men i stedet se på hvad det betyder at de overhovedet er en del af mytologien. For Ragnarok henviser ikke nødvendigvis bare til asernes ende (Ragnarøkkr), men til enden på historien om aserne (Ragna rǫk). Der er nemlig to begreber som smeltes sammen til det moderne ragnarok: ragnarøkkr og ragna rǫk. Og det er ikke nødvendigvis helt det samme. Ragna er genetivform af regin, magterne, og optræder ens i de to tilfælde. Røkkr betyder mørke, og den version af begrebet bruges af Snorri i Edda, men optræder kun et enkelt sted i mytedigtningen, nemlig i Lokasenna hvor Loke hånligt slynger ordet mod guderne (Lokasenna vers 39) i en ordstrid hvor historier bruges til at kæmpe på ord. Og selv om det er det eneste sted ragnarøkkr bruges i mytedigtningen er det tilsyneladende det ord Snorri generelt bruger som betydnings definerende for ragnarok. Problemet er, at det ser ud til at ordstriden i Lokasenna bygger på kendt materiale om guderne, som så gengives hånende og fornærmende – altså som nidvers eller karikaturer.

Derimod optræder rǫk flere steder i digtningen. Normalt er rǫk oversat ud fra hvordan røkkr optræder i Snorris Edda og Lokasenna og derfor er betydningen af noget mørkt og faretruende overført til forståelsen af rǫk i resten af eddadigtningen. Men ser man på hvordan rǫk ellers oversættes i mytedigtningen er det ofte i betydningen skæbne eller historie. Og i andre sammenhænge endda som udvikling eller forklaring. Og sådan kan ordet også forstås i forbindelse med ordet ragna, for hvorfor skulle rǫk have en anden betydning i lige præcis i den konstellation? Hvis man ikke lader betydningen af røkkr styre forståelsen af rǫk så betyder det altså eks. historie eller skæbne, eller endda udvikling eller forklaring. De fleste oversættelsesmuligheder fravælges dog normalt af oversættere, og betydninger som skæbne eller undergang vælges for at forstærke tolkningen af ragnarok som gudernes mørke. Disse valg af oversættelse understøtter den tidligste tolkning af mytologien som er bevaret, nemlig den i Snorris Edda. Men man kan med god grund betvivle om den tolkning, at aserne er taberguder dømt til deres undergangs mørke, som de står magtesløse over for, er en meningsfuld tolkning at ligge ind over den nordiske mytologi. For vil det give mening at ofre til magtesløse undergangsdømte guder? Giver det mening af bygge hov og gøre blót til magtesløse magter? Så måske er magternes død, Ragarok, som omtalt i Vølvens Spådom og Vafthrudnirsmál ikke at forstå som røkkr, det uundgåelige mørke. Men mere som rǫk, gudernes samlede historie og skæbne. En skæbne som Loke karikerer som mørk, når der skal smides med nidvers.

Livets skæbnebestemte afslutning er døden. Synet på døden som historiens slutning er bedst beskrevet i Hávamál: Fæ dør, frænde dør, dø skal også en selv, men aldrig dør eftermælet for den, som har gjort det godt.

Når man dør opstår eftermælet. Eftermælet er fortsættelsen af ryet. Så ryet er vores omdømme i livet, og dette transformeres til eftermælet (eller mindet), som er vores omdømme når vi er døde. Denne transformation er nødvendig for at kunne sige historien er fortalt til ende. Uden døden er en fortælling ikke slut, og fortællingen om aserne kan ikke slutte midt i det hele, magterne skal naturligvis have en fuld fortælling. Og da sagn, myter og sagaer er fyldt med storslåede afslutninger, kan magternes histories afslutning ikke være mindre end kosmisk. Hele verden er naturligvis uløseligt forbundet til magterne der skabte den. Der er behov for at sætte hele verden i bevægelse, og de største modstandere skal føre an i angrebet på guderne qog deres verden, kun den største af alle kampe kan levere de største af alle dødsfald og afslutte den største skæbnefortælling. Det er helt centralt at vi får hele fortællingen, for det er sådan tankegangen i sagn, saga og myte er, at vi først kan gøre livet op når det slutter og det er her vi finder overgangen hvor ryet transformeres til mindet. Kun en sådan komplet fortælling vil give mening for lytterne.

Hvad skal vi så ligge i ideen om den nye verden og gudernes børn der lever videre, og de guder der opholder sig i Hel og derfor ikke går til med verden og derfor lever videre efter Ragnarok? Fortællinger udspiller sig ikke i enkelte liv, men i slægtled. Transformationen af ryet til minde giver jo kun mening i sådan en kontekst. Der skal jo være nogle til at mindes, som når gudernes gyldne tavlbrikker findes af deres børn. Så når vi ser gudernes børn leve videre, er det fordi guderne også eksisterer i slægter. Asernes egenskaber og kundskaber lever videre, og når Tors børn hedder vrede (Trud) og mod (Modi), er de jo tydeligvis en direkte videreførelse af Tor.

Disse begivenheder forudanes i mytologien og det er ikke et løfte om en stor glorværdig sejr, men en alvorlig og højdramatisk kamp der vil udrydde verden – fordi mindre ikke kan gøre det. Sætninger som når tider ender og når guderne går under (Vafþruðnismál  39 og 52), verdens undergang (Helgakviða Hundingsbana II 41) siger det hele. Når gudernes historie slutter er det en stor ødelæggelse, og med guderne slutter også den verden de skabte. Men det er ikke mørk skæbne, det er en fuldendt fortælling, en afsluttet historie med en død i kamp som er gudeslægten værdig.

Ordet ragnarok vil nok også fremover blive diskuteret og tolket i forskellige retninger, men betydningen ’gudernes historie’ er i hvert fald en inspirerende forståelse. Eller saga, da saga sådan set betyder en historie eller fortælling (og da rǫk ikke lige står til at få plads i moderne dansk). Ragnarok er den samlede ’gudernes saga’ og uden en ærefuld afslutning ville det være en halv historie.

 

Anvendt litteratur

Henning Kure: I begyndelsen var skriget, 2010.

Rolf Stavnem: Den Poetiske Edda, 2018.

Beatrice La Farge & John Tucker: Glossary to the Poetic Edda, 1992.

Pernille Hermann: Saga, 2023.

© Peter Thaysn, 2023.