BERSERKR

I det følgende vil jeg kort gennemgå nogle pointer omkring hvad en bersærk kan være, og ikke kan være, hvis vi holder os til hvad der kan ses direkte i kilderne. Jeg tager udgangspunkt i artiklen ”Berserkr: A double legend” fra 2003 af Anatoly Liberman, professor ved University of Minnesota. Men jeg bygger også på andre kilder, og i sidste ende egne tolkninger. Først, hvad betyder ordet berserkr (flertal berserkir)? Hvad en berserkr har været for en størrelse er tilsyneladende gledet ud af den kollektive erindring ret tidligt ifølge Liberman, så hvad ordet egentligt betyder er usikkert – og var det nok også for folk allerede i vikingetiden. Ofte oversætter man berserkr til bjørneskjorte, altså en der er klædt i bjørnetøj. Dette er en usikker oversættelse rent sprogligt, og det er den første del af ordet der udgør udfordringen. Mere sandsynligt er det, argumenter Liberman, at oversætte til barskjorte i betydningen, at man kæmper uden rustning i sin bare skjorte. Ordet berserkr er altså i denne oversættelse ikke et ord der beskriver folk ud fra en karakteristisk beklædningsgenskab eller egenskab, et såkaldt bahuvrihi. Dette er ellers tillokkende for mange da berserkr i den ældste kilde vi har til dem, nævnes i kontekst med ulfheðnar, som netop henviser til nogle krigere klædt i ulveskind (ulfheðnar betyder ulveskin). Men der er en forskel mellem bjørneskjorte og ulveskin, som ulfheðnar betyder, da bjørne ikke bærer skjorte, men ulve bærer skind. Altså kun ulfheðnar er et bahuvrihi, og der kan derfor ikke drages direkte paralleller sprogmæssigt. Men det er grundlæggende en uafklaret diskussion hvad berr- skal oversættes til, og der er ikke noget der tyder på en afklaring.

Dernæst remser Liberman alt det op, som er blevet tillagt begrebet bersærk, men som der ikke er kildegrundlag for: at de var iklædt bjørnedragter eller bjørnemasker, at de skulle være nøgne, at de skulle være del af en bjørnekult, at de skulle være hamskiftere (lynkantroper), at de skulle have været et broderskab eller fællesskab, at de skulle være Odins krigere, at der skulle være et bersærkerraseri (at gå bersærk), at de skulle være på fluesvamp eller på alkohol, eller at der skulle være et ekstatisk eller shamanistisk aspekt over dem.

Det efterlader jo ikke særligt meget, ud over, at man kan sige, der på et tidspunkt, før den første kilde, der nævner bersærker, nemlig Þorbjörn Hornklofi’s skjaldedigt kaldet ”Hrafnsmál” eller ”Haraldskvæði” fra det 9. århundrede (digtet hvor berserkr optræder i samme vers som ulfheðnar), har været nogle krigere, som man har brugt betegnelsen berserkr om. De har muligvis været særligt hæmningsløse krigere. De har muligvis kæmpet uden rustning. Og det nævnes, at de råber. Senere næves det at de har blodige skjolde og farver deres spyd røde i kampen. De omtales som kampdjærve mænd og dristige mænd.  Og det synes at fremgå, at berserkr og ulfheðnar er det samme. Men hvad en bersærk har været, ser som sagt ud til at være gået i glemmebogen allerede i vikingetiden. I skjaldedigte er bersærk muligvis bedst forstået, først som en betegnelse for (nogle) krigere i fortiden, og sekundært som et lettere arkaisk ord for kriger generelt. At krigere kan være dristige, eller farver deres spyd røde i kampen, er trods alt ret generiske krigerbeskrivelser.

I eddadigtningen optræder ordet kun to gange. Enten som mænd til nogle Thor dræber i Sangen om Gråskæg 37, hvor de associeres med jætter og forbrydere (kaldes ulvinder), og i Hyndlas Sang 24, hvor de nævnes som destruktive krigere. Så i eddadigtningen glider en bersærk over til at være ”de andre”.

Ordet får så en renæssance i slutningen af vikingetiden, men med helt nye betydninger. Det der betegnes, som en bersærk i islændingesagaerne, er afstumpede voldsmænd, der står uden for samfundet, og lever som pariaer på deres omgivelser. Sandsynligvis tidligere vikinger forslår Liberman, nu ude af stand til at lade sig indgå i samfundet, som normale bønder (eventuelt grundet krigstraumer hvilket er udforsket af Lily Geraty i artiklen ”Berserk for Berserkr: Introducing combat truma to the compendium of theories in the norse berserker” fra 2015). Et rigtigt godt eksempel på dette er kapitel 1 af sagaen Gisle Sursen, hvor man møder bersærken Bjørn den Mørke ”der drog landet rundt og æskede alle dem til holmgang, der ikke ville gøre efter hans vilje”. Altså er bersærk her et nedsættende ord om kriminelle rockertyper, der rejser rundt og deler dummebøder ud.

Kort efter det transformeres bersærk, som begreb, så igen i slutningen af det 12. århundrede. Forandringen er denne gang rent litterær, og bersærk bliver nu til forskellige typer af usårlige krigere og sværddøvere, i en eventyrlig brug af begrebet. Det vil sige, der er hele fire forskellige typer af bersærker: arkarisk krigertype, destruktive fjender, den utilpassede hjemvendte viking og den kulørte eventyrfigur (som Lieberman også præciserer i en anden artikel ”Berserkers in history and legend” (2005)).

Især de sidste to versioner fortjener ekstra opmærksomhed, og en del af diskussionen kan også findes i bogen ”Odin på kristent pergament” (2011), og her viser Annette Lassen hvordan Snorris brug af bersærker primært er inspireret af en fabellignende tilgang (s. 245-247). Dette gælder både i hans Ynglinga Saga og i Edda, hvor han opgraderer bersærker til at være Odins krigere. Men Snorri henviser ikke til en eneste kenning, der bekræfter denne påstand (hvad han efter alt at dømme ville have gjort havde han kendt nogle, da hans bog Edda netop handler om digtning med kenninger ifølge Liberman). Snorri er sandsynligvis inspireret af førnævnte ”Hrafnsmál”, som han ser ud til at parafrasere (bersærkerne er som gale hunde og ulve). Og så er parallellerne til fortidssagerne tydelige. De ældste af fortidssagaerne anslås som nævnt, at have været komponeret i slutningen af det 12. århundrede. Dette bygger på, at Saxos Gesta Danorum også blev skrevet i slutningen af det 12. århundrede og indeholder en del fortællinger, der overlapper med fortidssagaerne.  Edda vurderes først til, at være skrevet i 1220. I fortidssagaerne finder vi flere eksempler på, at sagnkonger ofte beskrives, som havende tolv bersærker i deres hird, og hvor trolddom kan beskytte mod ild og jern. Et eventyrligt eksempel kan findes i ”Sagen om Hervarar og Kong Heidrek”, hvor en bersærk beskrives således: ”En Jette og Bjergboer, ved Navn Hergrim, bortførte Ama Ymis Datter fra Ymisland og tog hende til Hustru. Deres Søn var Hergrim Halftrold (Halvjette); han opholdt sig vexelvis blandt Bjergtroldene og Menneskene; han var stærk som en Jette, en stor Troldmand og en vældig Bersærk;”. Snorris inddragelse af temaer fra fortidssager, med magi, sejd, bersærker og sværddøvning, har muligvis i lige dele tilføjet til udviklingen af både bersærker og Odin i lige mål: en trolddomskyndig gud med troldomsagtige krigere. At gøre eks. Odin til troldmand er en del af den menneskeliggørelse, som Snorri underkaster de hedenske guder i Edda, da de jo ikke havde rigtige gudekræfter, beskrives de i stedet troldmandsagtige med trylleevner. Angående at have bersærker i kongens tjeneste, kan man til sammenligning i eddadigtet Sangen om Gråskæg se, hvordan Odin beskriver sig selv om en, der kæmper i hære, i modsætning til Thor der kæmper alene. Men bersærker nævner Odin aldrig, som en del af sine hære, de optræder kun i digtet som mænd til nogle kvinder som Thor bekæmper, ligesom han bekæmper jætter og jættekvinder. Men der er et overlap mellem fortidssagaerne og eddadigtene når de beskriver bersærker og jætter som noget forbundet. Annette Lassen betegner sagalitteraturen (islændingesagaerne her), som en genre der er mere historielignende, mens de senere komponerede fortidssagaer er mere fabellignende (s. 247). Dette giver anledning til to meget forskellige fremstillinger af hvad en bersærk er, men kun den utilpassede hjemvendte viking kan vi se dokumenteret, da man både i Norge og på Island lavede love som gjorde bersærker lovløse for at komme utysket til livs, da deres adfærd var en trussel mod de fredelige bønder.

Mange forsøg på at forstå hvad en bersærk er, forsøger at binde alle de fire forskellige betydninger af bersærk sammen, hvilket har resulteret i en kæmpe rodekasse, af fantasifulde forestillinger, og ideer om bersærker. Der har muligvis først været en gammel type af krigere kaldet bersærker, som vi i dag ikke kan vide noget særligt om. Senere optræder de som mytiske destruktive karakterer eller, som mænd til destruktive karakterer. Så har der med stor sikkerhed været nogle voldsmænd kaldet bersærker senere, som man har måtte lovgive imod. Og så har vi til sidst den eventyragtige litterære bersærk, som tjener kongen og udøver magi, ja sågar indgår i Odins hird som rasende og usårlige krigere via Snorri’s videreudvikling af dem. Det giver langt mere klarhed, at holde tingene adskilt, frem for at blande dem sammen, og på den måde bliver bersærk-begrebet faktisk endnu mere facetteret og interessant. Og det bringer mig egentligt tilbage til betydningen af berserkr. Ingen kan afgøre om berr- betyder bar eller bjørn. Lily Geraty påpeger, at måske kan det betyde begge dele, og måske netop derfor kan vi se bersærker fortællingerne være så mangfoldige. Og det kan forklare hvorfor det er berserkr, og ikke måske/næsten synonymet ulfheðnar, der vandt popularitet og udbredelse helt op til i dag.

Anatoli Lieberman’s artikel: https://www.scribd.com/document/29519412/Berserkr-a-Double-Legend-By-Anatoly-Liberman

Annette Lassens bog: https://www.saxo.com/dk/odin-paa-kristent-pergament_annette-lassen_indbundet_9788763526166

Haraldskvæði (Hrafnsmál): https://heimskringla.no/wiki/Haraldskv%C3%A6%C3%B0i_(Hrafnsm%C3%A1l)_(B1)

Sagaen om Hervarar og Kong Heidrek: https://heimskringla.no/wiki/Sagaen_om_Hervarar_og_Kong_Heidrek

Lily Geraty  ”Berserk for Berserkr: Introducing combat truma to the compendium of theories in the norse berserker”:

https://skemman.is/bitstream/1946/21040/3/Geraty%2C%20Lily%20_%20Berserk%20for%20Berserkr.pdf

© Peter Thaysn, 2020

Andre emner: Jeg har også skrevet om asatro og fanatisme her: http://livtraser.dk/author/thaysen/  Og skriver mere generelt om politik her: https://medium.com/@thaysnpeter